Kirker skal kommunikere mere direkte

Kun på 21 procent af de danske sognekirkers hjemmesider kan man tilmelde sig et nyhedsbrev, og kun 23 procent har en Facebook-side. Hjemmesiden er vigtig, men der er behov for også at tænke i direkte kommunikation.

I midten af 1990’erne brød internettet igennem i Danmark som i resten af den vestlige verden. Både kommercielle virksomheder og offentlige institutioner fandt hurtigt ud af, at man måtte etablere en tilstedeværelse på internettet, og i mange år var det næsten udelukkende hjemmesiden man satsede på.

Danske sognekirker er også efterhånden kommet godt med, hvad hjemmesider angår. I juni 2011 skønnede jeg efter en gennemgang af sogn.dk, at omkring 85 procent af de danske kirker er online med en hjemmeside.

Hjemmesiderne i den tidlige fase af internettets udvikling var båret af drømmen om at nå potentielt hele verden eller i det mindste alle de mennesker, der var på internettet. Med årene fandt vi ud af, at drømmen ikke holdt. Nok er en hjemmeside i princippet tilgængelig for alle, men det kan være endog meget vanskeligt at få folk ind på siden.

Fra passiv til direkte kommunikation
Vi er derfor også godt i gang med en ny fase på internettet, hvor man går fra udelukkende at kommunikere på en hjemmeside til mere direkte at henvende sig til sin målgruppe.

Brugen af Facebook er ét eksempel på denne udvikling. Brugen af nyhedsbreve er et andet. For begge gælder det, at man ikke passivt håber og venter på, at brugeren finder vej ind til ens hjemmeside. I stedet sørger man for aktivt at træde ind i brugergruppens dagligdag med informationer og nyheder.

Hvor kirkerne er godt med i forhold til brugen af hjemmesider, står det anderledes til i forhold til brugen af direkte kommunikationskanaler. Blandt 48 tilfældigt udvalgte kirker med en registreret hjemmesideadresse på sogn.dk er det kun cirka 21 procent, der giver mulighed for via hjemmesiden at tilmelde sig et nyhedsbrev. Og kun omtrent 23 procent af kirkerne har en Facebook-side eller -gruppe.

Mange fordele med direkte kommunikation
Der er ellers mange muligheder for en kirke i at have en mere direkte kommunikation. Brugen af Facebook, nyhedsbreve og SMS-udsendelser kan skaffe kirken kontakt med målgrupper, som ikke normalt får taget sig tid til at åbne kirkebladet eller besøge en hjemmeside. Det kan for eksempel være konfirmander og travle børnefamilier.

I Aarhus optalte en kirke over tre sogneaftener, hvor mange der var kommet alene på grund af en udsendt SMS og informationer på Facebook, og det viste sig, at det i gennemsnit var 30 procent af deltagerne.

Et nyhedsbrev kan også være en god måde af fastholde kontakten på. I løbet af et år kommer der rigtig mange mennesker ind i kirken til julegudstjenester, dåb, konfirmation, babysalmesang og spaghettigudstjenester. Ved at få de besøgende på en nyhedsbrevsliste har man mulighed for også senere at give dem et tip, når der er nye spændende aktiviteter i kirken.

Danskere læser på farten
En yderligere fordel ved den direkte kommunikation er, at den kan lede folk ind på kirkens hjemmeside og de nyheder og informationer, man har foldet ud der og gerne vil have læst.

Endelig er det også en god måde at komme i kontakt med den mobile dansker. Mange tjekker i dag deres e-mails på deres smartphone i bussen eller toget på vej til og fra arbejde. Og i disse pauser er der faktisk mange, der har tid til at læse et nyhedsbrev eller tjekke et link til en hjemmeside.

Klar til næste skridt
Udviklingen på internettet går stærkt, og der er hele tiden nye muligheder, man må forholde sig til. En sognekirke skal ikke rende efter alle nye trends, men tage de muligheder i brug, der giver mening i forhold til den lokale kontekst. En hjemmeside kommer man ikke udenom, og i dag vil det også langt de fleste steder være oplagt at tænke i direkte kommunikation via kanaler som nyhedsbrev, Facebook og SMS.

Gode nyheder fra folkekirken!

Folkekirken er kriseramt, skal man tro mediebilledet de seneste måneder. Historierne har primært handlet om kirkelukning og strid om homoseksuelle vielser, og selv i påskedagene var det kun få positive historier fra det folkekirkelige univers, der nåede medierne. En af dem var historien om den nordjyske sognepræst, Christian Grund Sørensen, der via Twitter formidlede påsken til 325 personer.

Der er heldigvis også mange andre gode nyheder fra folkekirken, krisestemningen til trods. I en rundspørge, som KirkeWeb har lavet blandt 40 kirker, oplever 38 procent, at de takket være deres web-kommunikation kommer i kontakt med flere i sognet. Og flere ser også en direkte sammenhæng mellem kommunikationen online og antallet af besøgende i kirken.

Samtidig har vi gennemgået besøgstal fra 13 kirkehjemmesider og set en vækst på 26 procent fra februar 2011 til februar 2012. I gennemsnit er der kommet 161 flere månedlige besøgende på hver kirkehjemmeside på et år. Igen er det et tegn på, at det fortsat er muligt at skabe interesse for folkekirken, og at nye kommunikationskanaler kan være en af vejene.

Det er naturligvis naivt at tro, at en hjemmeside eller en Facebook-side alene kan vende en kirkes skæbne. Skal kommunikationen virke, må der selvfølgelig være et indhold, der er værd at formidle. Men er den del i orden, kan værdien af målrettet kommunikation næppe undervurderes. Kirken er ikke længere det naturlige samlingspunkt i sognet, og få kommer af sig selv for at finde ud af, hvad der sker i kirken. Vil kirken have fyldt kirkebænke og stole til gudstjenester og arrangementer, må den i stigende grad styrke kommunikationsindsatsen.

I nogle sogne vil kirkebladet fortsat være det rette medie, mens der i andre sogne skal andre midler til. En landpræst fortalte mig for nylig, at de takket være en vedholdende insisteren på at have en velredigeret og opdateret hjemmeside, nu havde vænnet sognets beboere til at gå ind på hjemmesiden og læse nyheder fra kirken. Andre har gode erfaringer med at bruge nyhedsbreve, SMS-udsendelser og Facebook, der mere direkte når folk end en hjemmeside.

Situationerne er forskellige, men fælles for alle sogne er, at man for det første er nødt til at kende sit sogns sammensætning og medievaner for at kunne kommunikere klart og målrettet. For det andet er man nødt til at afsætte de nødvendige ressourcer for at komme i mål med sin kommunikation. Og endelig for det tredje skal man have en vis portion tålmodighed og udholdenhed for at indkøre nye kommunikationskanaler i et sogn.

Internettet og de nye medier kan aldrig redde folkekirken, men de kan være med til at synliggøre de gode historier fra kirkens dagligdag og engagere flere mennesker i gudstjenester og aktiviteter. Og på den måde er de en klar nødvendighed for en folkekirke, der ønsker at gøre sig gældende i en tid, hvor kirke og kristendom ikke er en selvfølgelig del af folks hverdag.

Læs også:

Flot besøgsvækst på kirkesider
Fyraftensmøder i København og Aarhus om kirken på nettet

En Facebook-vejledning er ikke nok

I 2004 kom Facebook til verden. Otte år senere er Kirkeministeriet klar med en fire siders vejledning til de danske præster i, hvordan de skal begå sig på det populære sociale netværkssite. Den lange reaktionstid understreger folkekirkens problemer med at følge med i den digitale udvikling.

Vejledningen rummer nogle råd og anbefalinger, der kan være brugbare for præster, der er helt grønne på Facebook. Ofte bliver vi i mediernes Facebook-historier mindet om, at man skal være varsom med, hvad man skriver på Facebook. Derfor er det fint, at Kirkeministeriets vejledning fortæller, at man ikke skal skrive noget på Facebook, der ikke tåler at blive offentliggjort, og at man skal tænke sig om en ekstra gang, før man trykker “send”.

Basal information
Gennemgående er det dog meget basal information, som vejledningen tilbyder, og de fleste, der har egen Facebook-profil eller en teenager i huset, vil være bekendt med rådene. Til tider bliver vejledningen kryptisk, når det for eksempel skrives, at man som præst skal “afstå fra at komme med ytringer, der kan tolkes som freds- eller æreskrænkende eller som et brud på din tavshedspligt. Ligesom du også skal afstå fra udtalelser, der kompromitterer folkekirken”.

Hvad der præcist menes med den sidste sætning står hen i det uvisse, men sproget og tonen vidner om en institution, der ikke er alt for hjemmevant på de sociale medier. Det er fint, at Kirkeministeriet kommer på banen med nogle vejledninger – men det kan gøres bedre.

Nuancer mangler
Når det eksempelvis står, at dine opdateringer kan læses af alle, er det jo ikke helt rigtigt. Det er oplagt at gøre præsterne opmærksomme på, at de kan oprette forskellige modtagergrupper, så de eksempelvis kan kommunikere med konfirmander, uden at andre skal læse med.

Samtidig kræver spørgsmålet om tavshedspligt også langt større opmærksomhed. Selvom man kan chatte med en konfirmand, uden at andre følger med i samtalen, må man alligevel overveje, hvor dybt den sjælesørgeriske samtale bør gå på Facebook, når det er et kendt faktum, at alt, hvad man skriver, bliver gemt og til en vis grad brugt af Facebook. Dette etiske aspekt kommer Kirkeministeriets vejledning ikke ind på.

Der er heller ikke meget hjælp at hente i vejledningen til at forstå forskellene mellem ens personlige profil, grupper og sider på Facebook. Hvor det især er den personlige profil, der med fordel kan benyttes til direkte samtale og udveksling af tanker, viser erfaringen, at grupperne og siderne i højere grad bliver brugt til at signalere en identitet og markere et tilhørsforhold. Begge funktioner er vigtige og kan fint supplere hinanden, men det er nødvendigt at have forskellene for øje, hvis man vil lægge en fornuftig strategi for sin egen og sin kirkes brug af Facebook.

Vejledningen kan ikke stå alene
Det er ikke til at vide, hvor længe Facebook kan opretholde sin status som danskernes absolut mest foretrukne sociale website, men indtil videre er det svært at få øje på dets afløser. Derfor er det også fortsat en god ide for præster og kirker at blive klogere på, hvad man kan bruge Facebook til, og hvad man skal overveje, inden man kaster sig over sitet.

Kirkeministeriets vejledning kan måske sætte nogle tanker i gang, men derudover kan det være en god ide at investere nogle kursuskroner i at komme på omgangshøjde med mulighederne på Facebook. KirkeWeb tilbyder i løbet af foråret fire Facebook-kurser i henholdsvis Aarhus og København, som man kan tilmelde sig via KirkeWeb’s hjemmeside. Endelig er det oplagt i det enkelte menighedsråd at tage en snak om, hvad man vil opnå på Facebook, og hvilke ressourcer der skal afsættes for at nå i mål.

Læs også: Ministerium fraråder præster at sætte kirken i dårligt lys (Kristeligt Dagblad, 14.01.2012)

Dagens ord til umotiverede danskere

Anmeldelse:

Siden folkekirken.dk for netop to år siden blev relanceret i en ny og mere ambitiøs version, er der løbende kommet nye oplevelser for den besøgende. Indtil videre har det primært været artikler om kirke og tro, der har præget siden, men med sidste uges lancering af “Dagens ord” i samarbejde med Danmarks Radio er det nu også blevet muligt at holde andagt online.

Den nye hjemmeside, der også fungerer som mobilhjemmeside eller næsten-app, indeholder fire elementer med overskrifterne Tanken, Salme, Bønner og Velsignelsen.

“Tanken” er nok det mest nyskabende, for her er det lykkedes at få præster til kort og klart at komme med et budskab på baggrund af et enkelt bibelvers. Det er vedkommende og relevant og tilpas kort til, at man bliver hængende til enden, selvom man har mange andre hjemmesider og applikationer, man gerne vil besøge.

Klikker man på “Salmen” kan man høre Folkekirkens Ungdomskor synge udvalgte salmer fra Salmebogen. Selvom de synger pænt, er det en stor mangel, at man ikke samtidig kan se billeder eller video, der understreger salmens budskab.

Under “bønner” kan man læse andres bønner og dele sine egne. Det fungerer fint, og tanken om at man kan hente inspiration i andres bønner, er sympatisk. Samtidig kunne man godt ønske sig, at også Fader Vor og eksempelvis Salmebogens bønner kunne være tilgængelige i denne sektion som et lidt mere gennemreflekteret supplement til de mere hurtigt formulerede personlige bønner.

“Velsignelsen” er ganske enkelt den aronitiske velsignelse oplæst af biskop Peter Skov-Jakobsen. Det gør han godt, men igen kunne man godt ønske sig et levende billede til at ledsage ordene.

Bortset fra velsignelsen kan man uddele hjerter til alle elementerne lige fra andre brugeres bønner og til salmerne, ligesom man også har mulighed for at videresende hvert enkelt element til en bekendt via e-mail. Lige nu er det ikke muligt at dele sine oplevelser med “Dagens ord” på Facebook eller Twitter, men det bør komme.

Det skal blive spændende at se, hvordan denne satsning bliver taget imod. Styrken ved siden er dens gennemførte enkelhed, hvor alle unødvendige ord og forklaringer er skåret væk, og hvor alt fremstår skarpt og professionelt. Ulempen er at den kan virke lidt upersonlig og kold, især fordi der er så få billeder af levende mennesker på siden.

Den største udfordring bliver imidlertid at skabe interesse for selve ideen. I 2009 spurgte jeg 1.015 danskere om, hvad de gerne ville se på en folkekirkehjemmeside, og kun 5 procent svarede, at de ville finde det interessant at se videoklip om tro, og lige så få var interesserede i at læse og skrive bønner online.

Med “Dagens ord” er folkekirken kommet online med tilbud om trospraksis. Nu ligger der en stor opgave foran med at gøre danskerne – og særligt de unge, som er sidens målgruppe – interesserede i at tage del i den. Når de sidste justeringer af siden er på plads, skulle kirken måske udnytte lejligheden til en massiv kampagne på busser og i aviser med en opfordring til at bruge “Dagens ord” som et pusterum i en travl hverdag.



Besøg “Dagens ord”:
www.folkekirken.dk/dagensord

Facebook sælger dig

Er Facebook og lignende sociale netværkssider et nyt offentligt rum, et udgangspunkt for politisk engagement og aktivisme, et demokratisk og ahierarkisk forum for meningsudveksling, et identitetsværksted og en platform for givende social interaktion?

 

Eller er disse sider snarere et skruppelløst forsøg på at skrabe personlige informationer sammen, som lagres og sælges til kommercielle firmaer, og som i værste fald kan falde i de forkerte hænder, så private oplysninger pludselig bliver offentliggjort i sammenhænge, man aldrig havde forestillet sig?

 

På konferencen Cyberspace 2011 var blandt andet de sociale medier på dagsordenen. I den tjekkiske by Brno mødtes i sidste uge en række forskere fra forskellige discipliner – jura, psykologi, sociologi, filosofi og religionsvidenskab – og diskuterede internettets udfordringer anno 2011. 

 

Navnlig juristerne var bekymrede. Flere fandt det dybt problematisk, at Facebook bruger, videresælger og lagrer personlige informationer, og at det eksempelvis tilsyneladende ikke er muligt at slette sine informationer permanent. De fremstillede endvidere Facebook som et firma, man ikke kan gå i dialog med, og da det samtidig er vanskeligt at regulere dette område juridisk, opfordrede flere til, at man helt holder sig fra sitet.

 

Også en østrigsk filosofiprofessor, Herbert Hrachovec, var skeptisk. Han påpegede eksempelvis det ironiske i, at Occupy Wall street-bevægelsen (og særligt nævnte han den bevægelse, der foldede sig ud omkring universitetet i Wien) på den ene side har et klart anti-kapitalistisk budskab og på den anden side flittigt gør brug af kommercielle amerikanske websites som Facebook.

 

Under en middag talte jeg med en tysk psykolog, der leder et rådgivningsteam på internettet. Han kunne fortælle mig, hvordan de helt gik uden om Facebook, da man ikke mente, at det var etisk forsvarligt at tilbyde terapi, hvis man ikke kunne garantere, at samtalerne ikke blev gemt og brugt til kommercielle formål.

 

Der blev med andre ord tændt mange advarselslamper i Tjekkiets novembermørke. Omvendt var der meget få bud på, hvordan vi praktisk skal forholde os til en virkelighed, hvor sociale medier er kommet til at spille en væsentlig rolle, om vi kan lide det eller ej. Lukker man Facebook ned, lukker man jo samtidig også ned for et unikt semi-offentligt rum, hvor politik, kultur og religion bliver spredt og diskuteret, og hvor sociale relationer bliver holdt ved lige.

 

For mig at se er der en række veje frem:

 

For det første må jurister og politikere i fællesskab arbejde videre på at skabe så stor tryghed som muligt omkring brugen af de sociale netværkssider og internettet generelt.

 

For det andet er der behov for at skoler, kirker, organisationer og foreninger forholder sig bevidst til, hvordan disse medier kan bruges fornuftigt, og hvilke begrænsinger de har. I folkekirkeligt regi kunne man eksempelvis forestille sig, at der blev udarbejdet guidelines for præstens brug af Facebook, hvor blandt andet forholdet til konfirmander som Facebook-venner og principper for online sjælesorg kunne behandles.

 

For det tredje er det vigtigt på det personlige plan at være bevidst om, hvad man selv ønsker at lægge ud på Facebook. Hvilke informationer og synspunkter er man tryg ved at andre får kendskab til – og hvad bør man holde for sig selv? Under dette hører også forældrenes ansvar for at tale med deres børn om, hvor man sætter sunde grænser.

 

Vi ved ikke, om Facebook er der om fem år, men vi ved, at dens afløser formentlig også vil tjene penge på os. Derfor er det også vigtigt med en kritisk og reflekteret tilgang til de nye medier, samtidig med at det ikke skal forhindre os i at gøre aktivt brug af dem til de mange formål, som de er velegnede.

Her er folkekirken på Facebook

Lige efter Google er Facebook det website, der har allerflest danske brugere. Ifølge tal fra Danmarks Statistik (2010) benytter 51 procent af befolkningen sig af Facebook, mens beslægtede tjenester som LinkedIn, Twitter og MySpace til sammenligning kun samler mellem 3 og 8 procent af befolkningen.

Folkekirken er også at finde på Facebook. En optælling viser, at der i alt er omkring 30 sogne- og valgmenigheder, der har Facebook-grupper eller -sider med flere end 100 medlemmer eller fans. Den største af disse drives af Aarhus Valgmenighed og har 525 medlemmer, mens Vonsild Sogn (Kolding) og Vor Frelsers Kirke (København) følger derefter.

Udover menighedssider er der også anden kirkelig aktivitet på Facebook. Folkekirken.dk har en side med 592 sympatisører, og der findes også flere større natkirkesider. Natkirken i Københavns Domkirke har eksempelvis 416 medlemmer i sin gruppe. Dertil kommer mindre sider og grupper i forbindelse med konfirmationer, babysalmesang, koncerter m.m.

Hvor Facebook-grupper og -sider primært bliver brugt til at gøre opmærksom på arrangementer og begivenheder, har folkekirkepræsternes personlige profiler en anden funktion. I 2009 havde 17 procent af præsterne (og 29 procent af dem under 40 år) inden for en tremåneders periode brugt Facebook i forbindelse med deres arbejde til eksempelvis at holde kontakt med menigheden, dele prædikenovervejelser og yde sjælesorg via chat.  

I dag er internettet langt mere end hjemmesider, og har man ikke andet end en hjemmeside, vil ens online-kontaktflade være begrænset. Ønsker man at møde mennesker på internettet, må man kommunikere på de sider, platforme og netværk, som folk til dagligt bevæger sig rundt på – og her er Facebook fortsat et vigtigt sted.

De største sogne- og valgmenighedssider på Facebook
1. Aarhus Valgmenighed (gruppe) – 525
2. Vonsild Sogn (side) – 363
3. Vor Frelsers Kirke (gruppe) – 299
4. Byens Valgmenighed (gruppe) – 289
5. Århus Bykirke (gruppe) – 284
6. Karlslunde Strandkirke (gruppe) – 259
7. Kolt Kirke (gruppe) – 257
8. Sæby og Gershøj kirker (side) – 247
9. Grønnevang Kirke Hillerød Øst (gruppe) – 231
10. Trinitatis Kirke (side) – 179
11. Vallensbæk Kirke (gruppe) – 175
12. Kristkirken på Enghave Plads (side) – 174
13. Brorsons Kirke (gruppe) – 151
14. Nr. Herlev Kirke (side) – 150
15. Harboøre Kirke (gruppe) – 142
16. Lindehøj Kirke (gruppe) – 137
17. Mariakirken (side) – 135
18. Københavns Domkirke – Vor Frue Kirke (side) – 135
19. Aarup Kirke (gruppe) – 135
20. Frederiks Kirke (side) – 132
21. Gellerup Kirke (gruppe) – 121
22. Jelling Kirke (side) – 120
23. Sankt Nikolai Kirke Kolding (gruppe) – 110
24. Ansgar Kirke (gruppe) – 109
25. Søndersø Kirke – min kirke..!! (gruppe) – 106
26. Århus Domkirke (side) – 103
27. Brønderslev Kirke (gruppe) – 100

Andre kirkelige sider på Facebook
1. KFUM og KFUK i Danmark (side) – 1824
2. Indre Mission (side) – 1172
3. Folkekirken.dk (side) – 592
4. Dansk Oase (gruppe) – 559
5. Luthersk Mission (gruppe) – 477
6. Natkirken i Københavns Domkirke (gruppe) – 416
7. Trinitatis Natkirke (gruppe) – 311
8. Trinitatis Natkirke (side) – 248
9. Rytmisk gudstjeneste i Herning Kirke (gruppe) – 134
10. Natkirken i Odense Domkirke (gruppe) – 115

(Optalt 21. juni 2011. Kirkesiderne og -grupperne er fundet ved at gennemgå resultatlister på følgende søgeord i Facebooks søgefelt: kirke, sogn, menighed, valgmenighed, domkirke, bykirke. Skriv en besked i kommentarfeltet, hvis der mangler en kirke – så vil listen blive opdateret)

LÆS OGSÅ:
330 kirker mangler en hjemmeside
Kun tre religiøse hjemmesider i top-1000
Mellem sogne- og cyberkirke: En analyse af folkekirkens kommunikation på internettet (ph.d.-afhandling)

330 kirker mangler en hjemmeside

Mere end 15 år efter at de første danske hjemmesider begyndte at se dagens lys, er der stadig mange sognekirker, der ikke er kommet på internettet.

En optælling på portalen sogn.dk viser, at kun 53 procent af alle sognekirker har opgivet en hjemmesideadresse her. En stikprøvegennemgang afslører dog, at der ofte blot er tale om, at kirkerne har glemt at indberette deres hjemmeside.

Tilbage står cirka 330 kirker (eller 15 procent af landets kirker), der ikke har egen hjemmeside.

I dag er hjemmesiden langt fra den eneste kommunikationskanal på internettet, og flere kirker er at finde på steder som Facebook, Wikipedia, YouTube og lokale byportaler og arrangementskalendere.

Alligvel kan hjemmesiden næppe helt undværes, da den netop er kirkens hjem på internettet. Stedet hvor man kan præsenteres sig selv, hvor man selv bestemmer, og hvor man tager imod gæster.

Sognekirkerne kan med fordel spille på mange tangenter i deres online-tilstedeværelse, men en hjemmeside er fortsat det basale udgangspunkt for kommunikationen. Derfor bør de sidste 330 kirker også overveje at oprette en hjemmeside.

Og eftersom sogn.dk er folkekirkens mest besøgte websted, er det formentlig også relevant at oprette en henvisning til kirkens lokale hjemmeside her.

Den første Facebook-gudstjeneste under opsejling

Internetkirken St Pixel, der har eksisteret siden 2006, planlægger at afholde den første interaktive Facebook-gudstjeneste nogensinde den 10. maj. Jeg var med, da en af de sidste test i går aftes blev gennemført.

Gudstjenesten er en såkaldt Facebook-applikation, som man først skal acceptere for at kunne anvende. Man kan dernæst vælge enten blot at være beskuer eller deltager. Som deltager mister man sin anonymitet og træder frem med sin Facebook-profil. Til gengæld får man mulighed for at chatte under gudstjenesten og klikke henholdsvis “zzz” eller “amen” alt efter ens udbytte af begivenhederne.

Den 15 minutter lange gudstjeneste begynder med lyden af gode gamle RL kirkeklokker. Herefter toner Salme 23 frem på skærmen i tekstbidder, akkompagneret af musik og et diasshow. Umiddelbart derpå læser en mandsstemme teksten fra Johannes-evangeliet kap. 21, vers 15-25 op, samtidig med, at et nyt diasshow træder frem på skærmen. Læsningen leder op til en kort prædiken, som følger samme model som de foregående elementer (lyd, tekst og billeder).

Oven på prædikenen brøler “Agnus Dei” med kor og orgel ud af højtalerne, før roen atter sænker sig, og det er tid til – i stilhed eller i chat – at bede til Gud. Den frie bedetid rundes af med Fader Vor. Brugerne bliver her opfordret til at skrive bidder af bønnen ned i chatten på deres eget sprog.

Det var der dog ingen af de syv deltagere, der følte trang til. I det hele taget kom der ikke et eneste kvæk fra kirkesalen under hele gudstjenesten. Og det ville grangiveligt have gjort det til en sjovere oplevelse, hvis det modsatte havde være tilfældet.

Når man nu hverken har et kirkerum at beskue, en salme at synge med på, et nadvermåltid at indtage eller mennesker at iagttage, så skal der ikke mange “zzz”-momenter til, før man føler trang til at surfe lidt rundt på nettet, checke mail eller sætte kaffe over. 

Kombinationen af lyd, billede og tekst fungerede på mange måder fint – men kunne måske udvides med eksempelvis video. Muligheden for livechat er spændende men kræver en aktiv menighed, som der muligvis vil være ved premieren den 10. maj. Det var skuffende, at præsten ikke var til stede live, men kun som en lydoptagelse – hvilket også i en traditionel gudstjenestesammenhæng ville virke fladt.

Indtil nu har internettet ikke bragt vækkelse med sig eller fået folk til i større stil at skifte kirkebænken ud med cybermiljøer. Og formentlig vil denne applikation også primært tiltale personer, der i forvejen interesserer sig for kirke, som er vant til at gå til gudstjeneste, og som bruger online-kirken som et supplement til offline-mulighederne.

Det Nye Testamente bliver socialt

Nu lancerer Bibelselskabet, Kristeligt Dagblad og Areopagos i fællesskab tjenesten 1 vers om dagen på Facebook og Twitter.

Her kan man hver dag modtage et vers fra Den nye aftale – Det Nye Testamente på nudansk, som netop i disse dage lanceres i en ny udgave.

Håbet er, at Bibelen på den måde kan blive tilgængelig for flere, og at tjenesten desuden kan fungere som et supplement for dem, der i forvejen er glade for at læse i den på papir.

I min ph.d.-afhandling fremgår det, at 28 procent af danskerne – og 42 procent af unge under 30 år – ville finde det interessant at kunne søge i Bibelen på internettet.

Selvom de fleste i dag ville lede efter svar på spørgsmål om kristendommens indhold på internettet, er det dog mere end hver fjerde, der ville kigge efter svar i Bibelen.

Med den nye tjeneste 1 vers om dagen kombineres altså på fornemste vis interessen for internettet som ressourcested med den fortsat store opmærksomhed omkring Bibelen som en vigtig bog.

Læs pressemeddelelsen fra Bibelselskabet her.

Vatikanets web-dilemma

Den katolske kirke har for længst opdaget de nye sociale medier. Inden for de seneste år har Vatikanet lanceret flere større satsninger så som en YouTube-kanal, en Facebook-applikation og en iPhone-applikation.

Men det sker på kirkens egne præmisser, hvor det sociale aspekt nærmest udrydes til fordel for klassisk forkyndelse og målrettet profilering af paven. Du kan se og lytte til paven, men du kan ikke svare igen.

Spørgsmålet er, om den katolske kirke på sigt kan lykkes med denne modintuitive brug af sociale medier, eller om den på et tidspunkt må tilpasse sig disse nye mediers logik for i fremtiden at kunne vække internetbrugernes interesse.

Lige siden udsendelsen i 2002 af de to centrale internet-dokumenter, “Church and Internet” og “Ethics in Internet”, har paven med jævne mellerum udtalt sig om mulighederne og farerne ved internettet. Senest skete det den 24. januar i forbindelse med den 45. verdenskommunikationsdag.

I sit budskab anerkender paven de nye mediers nye kommunikationsvilkår:

– Det klare skel mellem informationsproducent og -forbruger relativiseres, og kommunikation optræder ikke længere udelukkende som en udveksling af data, men også som en form for deling.

Det er netop pavens dilemma: På den ene side giver de nye sociale medier muligheder for mission og forkyndelse. På den anden side ligger det indbygget i de sociale mediers struktur, at også almindelige brugere skal tage del i indholdsproduktionen, hvilket er et skridt som den officielle katolske kirke endnu ikke har turdet tage.

Heller ikke den danske katolske kirke har for alvor åbnet op for den sociale kommunikation på internettet. På den netop relancerede officielle  hjemmeside er der eksempelvis ikke skyggen af kommentarfelter eller Facebook-henvisninger.

I pavens budskab opfordres alle kristne til at kaste sig ind i de sociale medier med et klart og autentisk vidnesbyrd. Paven opfordrer med andre ord den enkelte katolik til at gøre det, som den officielle kirke endnu ikke kan eller vil: gå i dialog om den kristne tro på internettet.

Samtalen om den katolske kirke og den kristne tro vil med den udmelding komme til at folde sig ud på Facebook-sider og under YouTube-videoer, der er lagt ud af almindelige lægkatolikker – og ikke på den katolske kirkes officielle platforme.

Det kan på kort sigt befri den officielle katolske kirke for noget støj på linjen, men på længere sigt er det en farlig strategi at melde sig ud af dialogen på internettet. Submiljøer og fællesskaber kan opstå, der ikke føler sig mødt af den officielle kirke, og som derfor vælger en mere selvstændig og antiautoritær linje, der kan blive svær at acceptere i Vatikanet. 

Der vil formentlig være større chance for at bevare den katolske kirkes enhed også i cyberspace, hvis kirkens ledere kunne udvikle en tilstedeværelse på de sociale medier, der også giver plads til brugernes engagement – hvad enten de er på linje med den officielle lære eller ej.