Tiden er ikke moden til internetgudstjenester

Fra både svensk og dansk biskoppelig side er der nu ønske om at transmittere gudstjenester fra de lokale kirker på internettet. Jeg er fortaler for mere kirke på internettet, men mener ikke, at tiden er moden til at web-transmittere gudstjenester i fuld længde.

Kun i forhold til kernemenighedens kirkegængere, der pga. sygdom, handicaps eller alderdom er forhindrede i at møde op til gudstjeneste, ser jeg en pointe i en web-transmission. Men denne målgruppe er både meget lille og næppe heller den, der først vil sætte sig foran computeren. De fleste vil sikkert – endnu – være mere fortrolige med fjernsynets og radioens transmissioner.

Tilbuddet vil næppe virke appellerende på ret mange og slet ikke på personer, der ikke er kirkevante. Man skal virkelig være motiveret for at læne sig tilbage i kontorstolen og overvære en 1-2 timers gudstjeneste på en 17 tommers computerskærm. Transmissionerne vil sandsynligvis ikke være særlig avancerede i forhold til det, man er vant til, og man bliver ikke engageret. Man har hverken mulighed for at synge med på salmerne (de fleste vil i det mindste finde det en smule kunstigt at prøve), og man får heller ikke som internetbruger tilført nye muligheder (udover at det bliver lettere at liste ud af bagdøren).

Skal dette gøres godt og ordentligt skal der bruges penge på teknisk udstyr og træning af personale. Og internetbrugerne skal føle, at de får noget ekstra ved at overvære gudstjenesten på nettet. De skal kunne stille spørgsmål til præsten, kommentere salmerne, chatte med andre web-brugere om gudstjeneste-temaet. De skal måske få adgang til eksklusivt “ekstra-materiale.” Man er nødt til at opfinde et særligt internetkoncept for gudstjenesterne, i det mindste hvis hensigten er at få kontakt til folk, der ikke er kirkevante. Den præcise form har jeg ikke opskriften på, og jeg tvivler på at den endnu er opfundet.

Indtil da ville det være en rigtig god ide at producere små tre minutters videoer i en ordentlig kvalitet, hvor sognekirken kan vise deres kirkelige tilbud frem. Lad præsten vise rundt i kirkens aktiviteter. Vis highlights fra en spaghettigudstjeneste. Her kan man lære af Danmarks Radio, der på internettet klipper deres udsendelser ud i små godbidder, som har appel, en hurtig pointe, en anelse kant, og som i øvrigt kan lokke seere til fredag aften.

Religiøs deroute eller spirituel revolution?

Mens forskere er nogenlunde enige om, at folk bliver mindre religiøse i traditionel forstand, er der uenighed om, hvorvidt der er tale om en generel religiøs deroute, eller om en ny spirituel revolution er undervejs.

Det er kirkegang, kirkemedlemskab og tilslutning til dogmerne, det især går tilbage med. Folk har svært ved at acceptere en guddommelig autoritet, der stiller krav og forventninger, og som man skal tjene. Vores tid har fokus på individet og værdsætter valgfrihed og dyrkelse af det unikke.

Paul Heelas og Linda Woodhead er nogle af dem, der mener, at den spirituelle og individorienterede religiøsitet oplever en markant vækst og på mange måder er ved at overtage de klassiske religionsformer i popularitet.

Steve Bruce er noget mere skeptisk. Nok er det denne religionsform, der vinder frem, men dens løse organisering og mangel på sammenhængskraft vil gøre den til et yderst marginalt fænomen i samfundet, spår han.

Fremtidsperspektiverne bestemmes af ens forståelse af religion. Er religionens rolle at opfylde nogle bestemte funktioner i samfundet, mister den relevans, når disse funktioner opfyldes bedre af andre instanser. Mener man derimod, at religionens primære funktion er at give mennesket svar på de store eksistentielle spørgsmål om livets og dødens mening, er der en chance for, at religion fortsat kommer til at spille en rolle.

Om det så bliver den ene eller den anden type religiøsitet, der kommer til at dominere, vil fremtiden vise. Her og nu er det den løst organiserede og individualiserede spiritualitet, der har vind i sejlene. Selvom den mangler institutionelle rammer og fælles dogmer, vil den kunne få betydning takket være positiv eksponering i aviser, dameblade og på hjemmesider. På samme vilkår som når tøjmærker og musik når masserne i skiftende modebølger.

Omvendt kan der ske ting i samfundet, der vil kalde folk tilbage til kirkerne. Trusler, krige og kriser kan vække behovet for at genoplive den kulturelle arv, søge mere faste rammer og vende sig mod ydre autoriteter. Kirkerne er desuden i stigende grad i gang med at blive mere individorienterede, fokuserede på dette liv og mindre optagede af dogmer og moralske krav.

Internettet er – og vil blive ved med at være – et interessant sted at følge udviklingen. Som et barn af tiden favoriserer det umiddelbart de løse, flygtige og individualiserede religiøse strømninger. Omvendt gives kirkerne også i internettet et redskab til modangreb og vil endda ofte kunne gøre det med en vis tyngde, takket være bedre økonomi og organisering.

At kommunikere religion i en sekulær tid

Hvorfor er troen på Gud ikke længere en helt selvfølgelig del af samfundet og af menneskers liv, som den var det for 500 år siden? Sådan spørger Charles Taylor i starten af sin bog “A Secular Age” og bruger derpå de næste 874 sider på et svar.

Det er sekulariseringens historie, som han beskriver på en grundig og fascinerende måde. I Taylors forståelse er det ikke en udvikling hen imod religionens død, som klassiske sekulariseringsteorier ellers har forstået det.

Han anerkender, at man ikke kan se bort fra, at kirkerne og andre religiøse institutioner har mistet indflydelse, ligesom en tilbagegang i befolkningernes religiøse tro og praksis også kan ses. Men mere centralt opfatter han sekularisering som en forandring af religionens vilkår. Troen på Gud er ikke længere en selvfølge, men et problematiseret og reflekteret valg.

Det betyder ikke, at religionen forsvinder, men at den bliver mere foranderlig og individuel og hele tiden må forholde sig til en mangfoldighed af andre religiøse og ikke-religiøse positioner.

Taylor skildrer ikke særskilt mediernes betydning i forhold til sekulariseringen, men det er klart, at de spiller en central rolle ved at udbrede, globalisere, popularisere og ændre de forskellige verdensopfattelser og religioner.

Medierne går således i en vis forstand sekulariseringens ærinde, og måske er det også derfor, at kirken gennem tiden har haft svært ved at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til nye medier. Gør man brug af dem, accepterer man sekularisering i forståelsen religion som valg, men man får samtidig en chance for at bekæmpe sekularisering i forståelsen frafald og mistet indflydelse.

Vender man derimod medierne ryggen, slipper man i nogen grad for at se sig selv i udbud med andre religioner og livssyn, men må også forvente en dalende tilslutning fra almindelige mennesker, der er vant til at træffe deres valg med mediernes hjælp.

Uanset hvad man gør, havner man i sekularisering i en eller forstand. Det er et valg mellem at være til stede på markedet og finde sig i, at ens position bliver set som et valg blandt mange. Eller at trække sig fra markedet, bevare en forståelse af at være unik – og måske blive glemt.

I praksis accepterer de fleste medierne i en eller anden forstand, men i hvilket omfang og til hvad man bruger dem, afhænger i høj grad af ens refleksion i forhold til ovenstående valg.

Danskerne søger mest på islam

Når danskerne søger på internettet efter religion, er det især islam, der er interesse for. En søgning via det nye værktøj Google Insights på religionerne islam, kristendom, buddhisme, hinduisme og jødedom viser, at islam er langt den mest populære søgning på Google siden 2004.

Interessen for islam topper ikke overraskende i februar 2006, hvor karrikaturkrisen for alvor spidsede til. Siden har søgningen været dalende og nærmer sig nu niveauet for de øvrige religioner. Kristendommen er den religion, der næstflest gange skrives i Googles søgefelt, men kun marginalt foran buddhismen på tredjepladsen.

Der kan nævnes en række mulige forklaringer på tallene:

Eftersom islam har indtaget en markant plads i debatten om religion og samfund i løbet af de seneste år, er det ikke overraskende, at den også fylder meget på danskernes søgeliste. Internettet bruges til at søge information og svar på de mange spørgsmål om islam, der for mange danskere endnu er fremmed og vanskelig at forstå.

Samtidig bruges internettet også af mange muslimer som en vigtig platform for religiøse aktiviteter. I Danmark hvor netværket af imamer, moskeer og islamiske organisationer endnu langt fra er helt udviklet, giver internettet muslimerne en mulighed for at søge viden fra udlandet og for at holde kontakten med hinanden i Danmark.

Højdepunktet i februar 2006 kan tyde på, at der er mere end informationssøgning på spil. Den voldsomme interesse for islam lige netop i den periode skyldes nok i høj grad et behov for at bearbejde, reagere på og forlige sig med de voldsomme demonstrationer og ambassadeafbrændinger, der fandt sted ud i verden, og som for mange danskere førte til vrede og afmagtsfølelse.

Endelig er der også nogle metodiske overvejelser at gøre sig i forhold til tallene. Mange danskere vil søge på ordet “islam,” men når det handler om kristendommen, som de er mere fortrolige med, vil de måske i højere grad søge på mere specifikke ord som “folkekirken,” “Grundtvig,” “konfirmation” og “Luther.” Med andre ord vil det kræve grundigere research at afdække hvilke religioner, som internetbrugerne gransker mest.

Grafen viser danskernes søgning på de fem religioner islam (lyseblå), kristendom (rød), buddhisme (orange), hinduisme (grøn) og jødedom (mørkeblå) fra 2004 til i dag. Der er tale om søgninger på både det danske og det engelske ord for religionen. Det er ikke absolutte søgetal, tallene er præsenteret i et indeks fra 0-100, hvor 100 svarer til den højeste score i perioden (islam, februar 2006), og hvor de øvrige scorer er angivet i forhold til denne.

Derfor skal folkekirken være online

Internettilstedeværelse opfattes i dag som en selvfølgelighed. Vi kræver, at alt og alle skal kunne googles! Ofte forhindrer dette imidlertid en ordentlig refleksion over, hvorfor netop vi skal have en hjemmeside, og hvad vi egentlig ønsker at bruge den til. Det gælder også for folkekirkens internetsatsninger, hvor hvordan-spørgsmål til tider overskygger hvad-overvejelserne. Men hvad kan folkekirken da bruge internettet til? Dette er mine bud:

Kirken skal informere
Dette er det mest basale nivaeu og det, som folkekirken gør nogenlunde godt. På folkekirken.dk, km.dk og sogn.dk kan man læse stort set alt om folkekirken. Der er kirkestatistik, adresser på sognekirker og præster, links til kirkelige organisationer, nyheder om kirkelige initiativer, og på det helt grundlæggende plan er der også mulighed for at læse kirkens bekendelsesskrifter. Informationsflowet kører godt, og der er daglige opdateringer.

Kirken skal invitere
Men folkekirken kan oplagt gøre mere end blot at informere. Dogmer, institutioner og forpligtende fællesskaber har ikke den store appel i befolkningen, og antallet af kirkegængere er faldende. På internettet har kirken mulighed for at komme i kontakt med den passive medlemskare og fortælle dem om – og ikke mindst vise dem, hvad de går glip af ved ikke at besøge kirken. Det kan både ske på folkekirken.dk og andre af folkekirkens hjemmesider, men må i høj grad også ske uden for folkekirkens eget internetunivers. Et eksempel kunne være videoklip fra gudstjenester og kirkelige arrangementer lagt ud på You Tube.

Kirken skal inkludere
Et tredje vigtigt mål med at være på internettet er at inkludere eller aktivere de personer, kirken kommer i kontakt med. I stedet for blot at vise kirken frem og håbe på, at nogen vil besøge den, må man også bringe kirken i spil online. Mange vil aldrig sætte deres ben i kirken, men vil gerne prøve kirken af i et uforpligtende internetunivers. Mange muligheder ligger lige for og kræver ikke de store anstrengelser, fx samtaler med en præst og debat om kirkelige spørgsmål. Andre muligheder ville kræve flere ressourcer, fx at skabe et spændende og relevant “andagtsrum” online. Meget af dette kan realiseres på egne sider, men igen kan der være god mening i at tænke bredere. Facebook og lignende netværkssteder tilbyder eksempelvis gode muligheder for at aktivere brugere og skabe fællesskaber.

Folkekirken klarer sig godt i forhold til information, mens det går halvgodt med at invitere og rigtig skidt med at inkludere. Der arbejdes på sagen i forhold til folkekirken.dk, men det kunne være interessant med en større tænkning. Internettet er mere end folkekirken.dk og dens kommende redaktør. Det er også alle de hjemmesider, der ikke ejes af kirken, og alle de præster, der i det daglige i mere eller mindre grad bruger internettet på forskellig vis i deres arbejde.