Ny kirkeapp på gaden

For et halvt år siden efterlyste jeg her på bloggen danske kirkeapps. Nu er de første dukket op.

Firmaet KirkeApp har udviklet en skabelon, som indtil videre Kokkedal Kirke, Hundige Kirke og Dyssegårdskirken har taget i brug. Lige nu er det mest interessante, at de er kommet. Indholdet er derimod endnu temmelig skrabet.

Mest relevant er kalenderfunktionen og muligheden for direkte kontakt til præsten. Det er derimod ikke umiddelbart indlysende, at en sognekirkeapp skal bruge krudt på at formidle Bibelen i en gammel oversættelse og salmebogen, som endda ikke er tilgængelig for tiden pga. copyrightproblemer.

Langt mere interessant ville det være, hvis kirkerne kunne tilbyde prædikenoptagelser og blogs, mere rige beskrivelser og indgange til kirkens aktiviteter og flere muligheder for at komme i kontakt med kirkens ansatte, menighedsråd m.m.

Amerikanske kirker er kommet langt i denne udvikling. Redeemer Presbyterian Church i New York tilbyder eksempelvis en app, hvor man kan høre prædikener og se videoer fra kirken. Et andet eksempel er Stonebridge Church i Texas, hvor en blog er integreret i kirkens app, der også formidler lyd- og videooptagelser.

Det er de færreste danske sognekirker, der har volumen til at matche disse store amerikanske menigheder, men mindre kan også gøre det. Det vigtigste er, at app’en ikke bare bliver lavet, fordi det hører sig til, men fordi det kan udfylde et behov i sognet. Derfor bør den også udvikles i tæt samspil med brugerne og med deres behov for øje.

Endnu er det langt fra alle sognets beboere, der vil have glæde af en app. Men flere og flere får en smartphone i hånden, og mulighederne for kirkerne bliver dermed også kun større. Det er i første omgang den yngre del af sognet, og måske især mændene, man vil kunne få kontakt med via apps, men med tiden vil brugerskaren helt sikkert vokse.

Hvor er de danske kristne apps?

På kristendom.dk kan man i dag læse en fin guide med 10 kristne apps til smartphone. Det er bemærkelsesværdigt, at kun et enkelt af disse ti forslag har en dansk afsender.

Går man ind på Apples appstore eller Android Market vil man opdage, at der blandt de mange hundredetusinder applikationer efterhånden er en del med religiøst indhold: introduktioner til de store religioner, citater fra religiøse hovedpersoner, meditations- og bedeguides, horoskoper etc.

Til gengæld savner man i høj grad danske applikationer. Bibelen kan man endnu kun læse i 1933-versionen på sin iPhone, og søgninger på bøn, kirke, kristendom, andagt, skriftemål og sjælesorg giver intet resultat.

I en tid hvor stadig flere danskere supplerer eller ligefrem erstatter computeren med smartphonen, ville det være interessant at se flere danske kirkelige satsninger netop på app-området. Hjemmesiden er ikke længere den sikre vej til den digitaliserede befolkning. Smartphone-apps må i lighed med sociale medier som Facebook benyttes, hvis kirken ønsker at etablere kontakt.

Vatikanets web-dilemma

Den katolske kirke har for længst opdaget de nye sociale medier. Inden for de seneste år har Vatikanet lanceret flere større satsninger så som en YouTube-kanal, en Facebook-applikation og en iPhone-applikation.

Men det sker på kirkens egne præmisser, hvor det sociale aspekt nærmest udrydes til fordel for klassisk forkyndelse og målrettet profilering af paven. Du kan se og lytte til paven, men du kan ikke svare igen.

Spørgsmålet er, om den katolske kirke på sigt kan lykkes med denne modintuitive brug af sociale medier, eller om den på et tidspunkt må tilpasse sig disse nye mediers logik for i fremtiden at kunne vække internetbrugernes interesse.

Lige siden udsendelsen i 2002 af de to centrale internet-dokumenter, “Church and Internet” og “Ethics in Internet”, har paven med jævne mellerum udtalt sig om mulighederne og farerne ved internettet. Senest skete det den 24. januar i forbindelse med den 45. verdenskommunikationsdag.

I sit budskab anerkender paven de nye mediers nye kommunikationsvilkår:

– Det klare skel mellem informationsproducent og -forbruger relativiseres, og kommunikation optræder ikke længere udelukkende som en udveksling af data, men også som en form for deling.

Det er netop pavens dilemma: På den ene side giver de nye sociale medier muligheder for mission og forkyndelse. På den anden side ligger det indbygget i de sociale mediers struktur, at også almindelige brugere skal tage del i indholdsproduktionen, hvilket er et skridt som den officielle katolske kirke endnu ikke har turdet tage.

Heller ikke den danske katolske kirke har for alvor åbnet op for den sociale kommunikation på internettet. På den netop relancerede officielle  hjemmeside er der eksempelvis ikke skyggen af kommentarfelter eller Facebook-henvisninger.

I pavens budskab opfordres alle kristne til at kaste sig ind i de sociale medier med et klart og autentisk vidnesbyrd. Paven opfordrer med andre ord den enkelte katolik til at gøre det, som den officielle kirke endnu ikke kan eller vil: gå i dialog om den kristne tro på internettet.

Samtalen om den katolske kirke og den kristne tro vil med den udmelding komme til at folde sig ud på Facebook-sider og under YouTube-videoer, der er lagt ud af almindelige lægkatolikker – og ikke på den katolske kirkes officielle platforme.

Det kan på kort sigt befri den officielle katolske kirke for noget støj på linjen, men på længere sigt er det en farlig strategi at melde sig ud af dialogen på internettet. Submiljøer og fællesskaber kan opstå, der ikke føler sig mødt af den officielle kirke, og som derfor vælger en mere selvstændig og antiautoritær linje, der kan blive svær at acceptere i Vatikanet. 

Der vil formentlig være større chance for at bevare den katolske kirkes enhed også i cyberspace, hvis kirkens ledere kunne udvikle en tilstedeværelse på de sociale medier, der også giver plads til brugernes engagement – hvad enten de er på linje med den officielle lære eller ej.