Når internettet ændrer alting…

I går sagde teologiprofessor Viggo Mortensen farvel til Aarhus Universitet med et spændende seminar og en festlig reception. I den anledning kom der ikke mindre end to nye bøger på gaden.

Den første er skrevet af hovedpersonen selv. Med bogen Hvad hjertet er fuldt af har Viggo Mortensen skrevet et stort og flot værk om kristen mission, som jeg glæder mig til at dykke ned i. Den rummer dels en grundig introduktion til forskningsfeltet missionsteologi og dels 110 opslag omkring personer og emner, som forfatteren har fundet relevante at tage med. Internettet er naturligvis et af dem. Her skriver Viggo Mortensen blandt andet:

“Hvordan vil internettet ændre verden? Det er ikke godt at vide, men én ting står fast. Internettet er i fuld gang med fra grunden at omkalfatre den måde mennesker lever sammen på. Dette globale netværk af computernetværk ændrer, hvordan vi kommunikerer og handler med hinanden, hvordan viden frembringes og anvendes, og det ændrer vort sociale liv. Når internettet ændrer alting, ændrer det selvfølgelig også den måde, hvorpå kristen mission udføres.”

Om det er internettet i sig selv eller menneskers brug af internettet, der ændrer alting, kan man diskutere, men Viggo Mortensen har tydeligt blik for, at kirkelig kommunikation og mission i dag må udføres anderledes end i gamle dage, blandt andet på grund af internettet og den globalisering, som internettet er en konsekvens af og en drivkraft for.

Den anden bog, der kom på gaden i går, var ikke skrevet af Viggo Mortensen men til ham.

Center for SamtidsReligion, som Viggo Mortensen i sin tid tog initiativ til, og som oprindeligt hed Center for Multireligiøse Studier, har skrevet en bog med titlen Samtidsreligion – levende religion i en foranderlig verden. Det er ikke et traditionelt festskrift, men et forsøg på at analysere, diskutere og formidle nogle af de problemstillinger, som blandt mange andre har optaget Viggo Mortensen: sekularisering, globalisering, individualisering, markedsorientering og kompleksitet.

Jeg har sammen med Lene Kühle skrevet en artikel om “globale muftier og missionærer – mission og interreligiøs dialog på YouTube.” På baggrund af en gennemgang af eksempler på kristen og muslimsk brug af videokanalen, konkluderer vi:

“YouTube er et hjørne af vor tids globale markedsplads, og både kristne og muslimske røster forsøger at gøre sig bemærket over for et globalt publikum. Som forventet er det i den kristne lejr særligt katolikkerne og de evangelikale missionsfokuserede grupper, der har taget mediet til sig, mens muslimerne i høj grad også er på mærkerne. Det er ikke den interreligiøse dialog, der umiddelbart er i højsædet, selvom YouTube som socialt medie giver gode muligheder for at føre en sådan. Snarere forsøger de religiøse stemmer at trænge igennem med klare og konkrete budskaber, og enkelte (som nævnt Vatikanet) går så vidt som til at blokere modsigelser.

Dette lader sig dog ikke gøre fuldstændigt, for selvom den enkelte udbyder kan kontrollere indholdet på sin egen kanal, kan det ikke undgås, at man i sin søgen på YouTube både møder kritiske og satiriske vinkler på religion såvel som en masse videoer, der integrerer religion i populærkulturel underholdning, eksempelvis i biograffilmklip og musikvideoer. Dialogen kan derfor ikke for alvor blokeres, eftersom brugeren nødvendigvis må forsøge at få de modstridende informationer til at give mening, om ikke i en ydre dialog, så i en indre.”

Viggo Mortensen
Hvad hjertet er fuldt af – en håndbog om mission
Forlaget Anis
481 sider
Læs anmeldelse i Kristeligt Dagblad

Marie Thomsen & Jørn Borup (red.)
Samtidsreligion – levende religion i en foranderlig verden
Forlaget Univers
159 sider

Her er kirkens YouTube top 10

Efter Facebook og Google er videosiden YouTube det websted, hvor danskerne bruger mest tid, når de er online. En opgørelse fra Foreningen af Danske Interaktive Medier viser, at vi tilsammen tilbringer mere end 4 millioner timer om måneden i YouTubes alsidige videounivers, der blandt andet byder på religiøse og kirkelige indslag.

Søger man på ”kirke”, får man nu mere end 5.000 resultater. Videoerne på listen er populært sagt en meget blandet landhandel. Det mest viste indslag, der har med danske kirker at gøre, er en reportage fra Kronprins Frederiks bryllup i 2004, som mere end 300.000 personer har set.

Videoer fra rydningen af Brorsons Kirke i 2009 ligger også højt på listen. Længere nede finder man folkekirkens egenproduktioner, der strækker sig fra professionelle stiftsproduktioner til amatørvideoer fra det lokale menighedsliv.

YouTube er et uforudsigeligt medie, og det kan måske overraske, at en optagelse af den lokale børnehaves juleafslutning i Stjær Kirke er det femtemest sete kirkeindslag. Flere end 30.000 personer har set børnene synge og danse ”Jeg gik mig over sø og land.”

Overordnet illustreret listen meget godt den kamp om opmærksomhed, som folkekirken og andre kirkesamfund i Danmark står i. Selv ikke ordet “kirke” har kirkerne definitionsmagt over, og politiske og royale mediebegivenheder overskygger kirkens selvrepræsentation på YouTube. Udviklingen stiller krav til kirkens kommunikation og øger behovet for professionel og målrettet mediebrug. 

En anden konklusion man kan drage ved at løbe igennem de mange hundrede kirkeindslag på YouTube er, at det umiddelbart virker til at være lettere for kirkerne at præsentere kulturelle indslag fra kirkerummet end mere forkyndende indslag. I sammenligning med antallet af koncertvideoer, er der bemærkelsesværdigt få gudstjenesteindslag og prædikener på YouTube. Er det fordi, man ikke mener at den kirkelige hverdag er interessant nok, eller er det fordi, man endnu ikke har fundet ud af, hvordan man skal formidle den i levende billeder?

Her er kirkens YouTube top 10, som den så ud 8. juli 2011 på baggrund af en søgning på “kirke.” Videoer, der  ikke har med kirker i Danmark at gøre, er sorteret fra.

1. Wedding of Crown Prince Frederik & Miss Mary Donaldson – vielsen i Vor Frue Kirke i København, 304.604 visninger 

2. Carol of the Bells – Acapella Full Choir Carol – engelsk kirkemusik og kalkmalerier fra Keldby Kirke, Møn, 68.112 visninger

3. Voldsomt: Pige fik otte slag med knippel – rydningen af Brorsons Kirke, 59.836 visninger

4. Ekstra Bladet: Clearing of demonstrators by Brorson Kirke in Copenhagen, Denmark – rydningen af Brorsons Kirke, 45.778 visninger

5. Jeg Gik Mig Over Sø og Land – Børnehave – juleafslutning i Stjær Kirke, 31.243 visninger

6. MWAMBA Uganda Children Choir i Brøndby Strand Kirke nr 2 – koncertoptagelse, 28.419 visninger

7. “Just A Little while to Stay Here” Gregg Stafford & Brian Towers – jazzkoncertoptagelse fra Korup Kirke, 27.827 visninger

8. Manalig Ka – billedpræsentation af motiver fra Vor Frelsers Kirke og Trinitatis Kirke, København, 24.586 visninger

9. “Hallelujah” with Århus Girls Choir – koncertoptagelse fra Dråby Kirke, 20.687 visninger

10. Politiet slår på aktivister ved Brorsons Kirke – rydningen af Brorsons Kirke, 18.285 visninger

Læs også:
Her er folkekirken på Facebook
330 kirker mangler en hjemmeside
Kun tre religiøse hjemmesider i top 1000

330 kirker mangler en hjemmeside

Mere end 15 år efter at de første danske hjemmesider begyndte at se dagens lys, er der stadig mange sognekirker, der ikke er kommet på internettet.

En optælling på portalen sogn.dk viser, at kun 53 procent af alle sognekirker har opgivet en hjemmesideadresse her. En stikprøvegennemgang afslører dog, at der ofte blot er tale om, at kirkerne har glemt at indberette deres hjemmeside.

Tilbage står cirka 330 kirker (eller 15 procent af landets kirker), der ikke har egen hjemmeside.

I dag er hjemmesiden langt fra den eneste kommunikationskanal på internettet, og flere kirker er at finde på steder som Facebook, Wikipedia, YouTube og lokale byportaler og arrangementskalendere.

Alligvel kan hjemmesiden næppe helt undværes, da den netop er kirkens hjem på internettet. Stedet hvor man kan præsenteres sig selv, hvor man selv bestemmer, og hvor man tager imod gæster.

Sognekirkerne kan med fordel spille på mange tangenter i deres online-tilstedeværelse, men en hjemmeside er fortsat det basale udgangspunkt for kommunikationen. Derfor bør de sidste 330 kirker også overveje at oprette en hjemmeside.

Og eftersom sogn.dk er folkekirkens mest besøgte websted, er det formentlig også relevant at oprette en henvisning til kirkens lokale hjemmeside her.

Vatikanets web-dilemma

Den katolske kirke har for længst opdaget de nye sociale medier. Inden for de seneste år har Vatikanet lanceret flere større satsninger så som en YouTube-kanal, en Facebook-applikation og en iPhone-applikation.

Men det sker på kirkens egne præmisser, hvor det sociale aspekt nærmest udrydes til fordel for klassisk forkyndelse og målrettet profilering af paven. Du kan se og lytte til paven, men du kan ikke svare igen.

Spørgsmålet er, om den katolske kirke på sigt kan lykkes med denne modintuitive brug af sociale medier, eller om den på et tidspunkt må tilpasse sig disse nye mediers logik for i fremtiden at kunne vække internetbrugernes interesse.

Lige siden udsendelsen i 2002 af de to centrale internet-dokumenter, “Church and Internet” og “Ethics in Internet”, har paven med jævne mellerum udtalt sig om mulighederne og farerne ved internettet. Senest skete det den 24. januar i forbindelse med den 45. verdenskommunikationsdag.

I sit budskab anerkender paven de nye mediers nye kommunikationsvilkår:

– Det klare skel mellem informationsproducent og -forbruger relativiseres, og kommunikation optræder ikke længere udelukkende som en udveksling af data, men også som en form for deling.

Det er netop pavens dilemma: På den ene side giver de nye sociale medier muligheder for mission og forkyndelse. På den anden side ligger det indbygget i de sociale mediers struktur, at også almindelige brugere skal tage del i indholdsproduktionen, hvilket er et skridt som den officielle katolske kirke endnu ikke har turdet tage.

Heller ikke den danske katolske kirke har for alvor åbnet op for den sociale kommunikation på internettet. På den netop relancerede officielle  hjemmeside er der eksempelvis ikke skyggen af kommentarfelter eller Facebook-henvisninger.

I pavens budskab opfordres alle kristne til at kaste sig ind i de sociale medier med et klart og autentisk vidnesbyrd. Paven opfordrer med andre ord den enkelte katolik til at gøre det, som den officielle kirke endnu ikke kan eller vil: gå i dialog om den kristne tro på internettet.

Samtalen om den katolske kirke og den kristne tro vil med den udmelding komme til at folde sig ud på Facebook-sider og under YouTube-videoer, der er lagt ud af almindelige lægkatolikker – og ikke på den katolske kirkes officielle platforme.

Det kan på kort sigt befri den officielle katolske kirke for noget støj på linjen, men på længere sigt er det en farlig strategi at melde sig ud af dialogen på internettet. Submiljøer og fællesskaber kan opstå, der ikke føler sig mødt af den officielle kirke, og som derfor vælger en mere selvstændig og antiautoritær linje, der kan blive svær at acceptere i Vatikanet. 

Der vil formentlig være større chance for at bevare den katolske kirkes enhed også i cyberspace, hvis kirkens ledere kunne udvikle en tilstedeværelse på de sociale medier, der også giver plads til brugernes engagement – hvad enten de er på linje med den officielle lære eller ej.

Den katolske kirke er bedst til envejskommunikation

Så tidligt som i 1990 talte den tidligere pave Johannes Paul II om velsignelserne ved den nye computerkultur, og i 1995 lancerede den katolske kirke en officiel hjemmeside som en af de første religiøse institutioner. Siden er fulgt officiellle dokumenter som Church and the Internet og Ethics in Internet (2002). Den katolske kirke har været hurtige til at tage internetmediet til sig, reflektere over det og se det som et led i en effektiv kommunikation af kirkens budskab.

En ny bog prøver nu at kortlægge den katolske kirkes internetbrug. Bogen bærer den lange titel Religious Internet Communication: Facts, Trends and Experiences in the Catholic Church og er redigeret og delvis skrevet af de tre katolske forskere Daniel Arasa, Lorenzo Cantoni og Lucio A. Ruiz.

På to områder er bogen virkelig vellykket:

Den er for det første metodisk velfunderet. Bogen præsenterer indledningsvis et analysesskema, som alle bogens cases analyseres udfra. Det er et skema, der både tager højde for afsendere, brugere, indhold, redskaber og kontekst, og som giver bogen et godt flow.

Der er for det andet masser af interessante data. Bogens redaktører har skrevet de tre hovedkapitler om bispedømmers brug af internettet, journalisters forventninger til den katolske kirkes online-kommunikation og brugen af internettet i klostervæsenet. Dertil kommer 15 cases skrevet af webmastre for katolske hjemmesider.

Nogle interessante eksempler fra bogen vil jeg her nævne:

– I en analyse af ni større hjemmesider for bispedømmer viser Daniel Arasa, hvordan siderne er præget af solid information og evangelisering primært rettet til katolikker, der søger “doctrinal safety and certainty in Church’s authorities.” Interaktionen er primært et spørgsmål om en mail-kontakt til webmasteren og ikke noget, der aktivt sker på siden.

– En større kvantitativ undersøgelse af 437 klostre viser, at hvor internettet er en integreret del af munkeklostres arbejde, er det langt mindre udbedt i visse kontemplative nonneklostre, hvor det indimellem ligefrem er forbudt. Munkene ser oftere end nonnerne uddannelse og kontemplation som mulige internetaktiviteter, mens nonnerne langt mere end munkene er optaget af at bruge internettet til mission og omsorg for syge og fattige.

– En anden interessant case beskriver hjemmesiden for den katolske orden Opus Dei, der ikke mindst er blevet kendt i forbindelse med bogen Da Vinci Mysteriet. Hjemmesidens besøgstal tredobledes, da filmen blev lanceret i maj 2006. Et eksempel på, hvordan internettet trods alt også giver en organisation i krise mulighed for at svare igen og faktisk blive hørt.

Bogen har også nogle svagheder:

Selvom det ikke skal lægges redaktørerne til last, at de er katolikker, synes det alligevel lidt for tydeligt indimellem, at de er insidere. De er ikke sene til at rose den katolske kirke for sin proaktive indsats på internettet, men har til tider sværere ved at se problemerne.

Den største udfordring, som den katolske kirke har på internettet, er nok at forholde sig til web 2.0, hvor brugerne i stigende grad er med på banen. I dokumentet Church and the Internet (2002) har det pontifikale råd for social kommunikation blandt fremhævet misbrug af den katolske label, individualisme og religiøs shopping som mulige farer, og løsningen på disse udfordringer har i stor stil været at kontrollere siderne strengt. Da den katolske kirke gik på YouTube sidste år skete det således også i en tillempet form, hvor brugernes mulighed for at kommentere og anmelde videoklip var koblet fra.

Hvor vidt det er den rigtige vej frem problematiseres nærmest ikke i bogen. Lederen af den officielle katolske hjemmeside Judith Zoebelein skriver, at spørgsmålet om interaktion har været diskuteret i fem år, uden at man er nået til en afklaring og erkender, at det er et meget efterspurgt område i en tid, hvor sociale netværk på internettet får stigende betydning.

Bogens redaktører vælger at skyde problemstillingen over i en version 2.0 af bogen, men det er efter min mening en fejl. En bogudgivelse om religion og internet anno 2010 bør forholde sig direkte til udfordringerne, der er integreret i det sociale internet. At bogen så entydigt fokuserer på hjemmesider virker en smule old school i en tid, hvor tingene i høj grad sker i netværk og på tværs af forskellige medieplatforme.

Trods mangler er bogen et vigtigt bidrag til fortsatte studier af religion og internet ikke mindst på grund af dens megen empiri. Desuden viser bogen også, at den katolske kirke i langt højere grad end den danske folkekirke har formået at tænke visionært og missionalt omkring brugen af internettet. Hvor den katolske kirke har udgivet dokumenter, reflekteret teologisk og opmuntret præster til at gøre brug af mediet, har udviklingen i en dansk folkekirke med en fuldstændig flad struktur vist sig langt mere tilfældig.

LÆS OGSÅ:

Pope2You – del paven med dine venner
Paven og YouTube er et vanskeligt parløb
Facebook skaffer nye katolske søstre

Videovækst må afspejles i kirkens net-prioriteringer

Brugen af videodelingssites bliver mere og mere udbredt. En rapport fra Pew fortæller, at 62 % af alle amerikanske internetbrugere i 2009 har set video på internettet mod 33 % i 2006, og 19 % ser dagligt video online.

Ifølge ComScore er tallene endnu højere: I januar 2009 har de opgjort, at 77 % af de amerikanske internetbrugerne så video online, og at hver bruger i gennemsnit så ca. 6 timers video online i løbet af måneden.

Danmarks Statistik fortæller i rapporten ”Befolkningens brug af internet 2008”, at 27 % af de danskere, der jævnligt bruger internettet, har downloadet eller set video/tv online i løbet af de seneste tre måneder. 2 % af mobilbrugerne har downloadet eller set video/tv på deres telefon.

Både i USA og Danmark er det især mænd og yngre, der er mest flittige på disse sites. Men Pew viser en vækst inden for alle aldersgrupper og begge køn. Uddannelse og indkomst synes ikke at gøre en forskel for brugen. En af årsagerne til tilvæksten af brugere er den øgede andel af bredbåndsforbindelse. 90 % af internetbrugerne i Danmark har nu bredbånd.

Den voksende interesse i levende billeder på internettet må også sætte sig igennem i forhold til kirkelige internetprioriteringer, men endnu er det et meget tyndt udbud af kirkelige videoer, som man finder på YouTube og de kirkelige hjemmesider. Enkelte lyspunkter er der dog. Fx er den nye undervisningsside kirkenikulturen.dk fra Povl Götke, Carsten Bach Nielsen og Axel Bolvig et godt eksempel på, hvordan filmmediet professionelt kan anvendes til at formidle kirkerelaterede emner til børn og unge.

Sådan kan Bibelen formidles på internettet

Det kan undre, hvorfor man på dansk ikke er kommet længere med at udnytte internettet til at skabe kendskab til Bibelen, som vel må siges at være en af kristendommens absolut vigtigste ressourcer. I en tid hvor folk sjældent læser i Bibelen som bog, kan internettet meget vel komme til at blive den vigtigste kilde til folks bibelkendskab. Her er derfor mine bud på, hvad man bør overveje i denne formidling.

Bibelen skal møde folk personligt
Ligesom New Age websites har succes med at tilbyde de besøgende personlige horoskoper, skal folk også opleve, at Bibelen rammer ned i deres personlige liv. Det Danske Bibelselskab hjælper folk til at finde bibelvers, der kan opleves relevante i bestemte situationer. Dette kunne blive endnu mere personligt og nærværende, hvis man eksempelvis tilbød online support i form af chat eller e-mail, hvor brugeren kunne få kvalificeret hjælp til at finde opmuntrende bibelpassager. Eller ved at lade folk selv udfylde en formular og derigennem indkredse livssituationer og behov.

Bibelen skal engagere læseren
Internettet giver mulighed for at inddrage brugerne på helt nye måder. Man behøver ikke længere bare være en læser. Det muliggør også en præsentation af Bibelen, hvor folks kommentarer, spørgsmål og undren også kan komme til orde. Det kan fx gøres ved at formidle Bibelen i en blog eller i et debatforum. På dansk er den ikke-troende Politiken-journalist Marcus Rubins blog eneste eksempel på denne form, som jeg kender til. Dette burde imidlertid også for kirken være en oplagt formidlingsform. En aktion på de tyske kirkedage i maj, der skal omskrive hele Bibelen til Twitter-format, er et andet eksempel på en spændende brugerinddragende bibelformidling.

Bibelen skal være indbydende
De klassiske bibelsøgemaskiner giver stor frihed til at gennemsøge Bibelen ved hjælp af egne søgeord. Omvendt giver de ikke megen hjælp til at gennemskue søgeresultaterne eller til at forstå ordene, og de er ofte også mere funktionelle, end de er indbydende. Der kan oplagt arbejdes på (og investeres i) mere pædagogiske og formidlende online bibelversioner, hvor læseren i højere grad guides gennem søgningen, og hvor teksten suppleres med ekstra-materiale i form af tekst, billeder, video, lyd m.m.

Bibelen skal være transportabel 
Det er ikke tilstrækkeligt at tilbyde en tekstversion af Bibelen i dag. Man skal også kunne downloade Bibelen i lydformat til mp3-afspilleren eller kunne modtage den i sms-format eller via e-mail. JesusNet er et af de steder, hvor man kan modtage et dagligt bibelord på forskellige måder. Lydsiden kniber det mere med på de danske websites. Her er Bibelselskabets relativt dyre cd-boks fortsat det eneste tilbud, som jeg kender til. Hvorfor kan man ikke lettere og billigere downloade enkelte passager direkte fra Bibelselskabets hjemmeside til sin mp3-afspiller?

Bibelen skal netværke
Ønsker man at øge kendskabet til Bibelen i befolkningen, skal den introduceres i de sammenhænge, hvor folk er. På Facebook er der allerede en del forskellige muligheder for at modtage daglige bibelvers på sin profil. Men kun på engelsk. Hvorfor er der endnu ingen dansk bibelvers-applikation? Ligeledes kan Youtube også tænkes som et oplagt sted at formidle Bibelen, fx akkompagneret af billeder og musik eller læst op.

Nye tider stiller nye krav til formidlingen af Bibelen. Jeg har givet mine bud på, hvor jeg ser spændende muligheder i internettet. Skriv gerne en kommentar på min blog, hvis du er enig eller uenig i mine pointer. Har du gode eksempler på spændende online bibelformidling, modtager jeg også meget gerne dine links!

Paven og YouTube er et vanskeligt parløb

Vatikanets nylige lancering af en YouTube-kanal signalerer umiddelbart en teknologipositiv indstilling hos paven, men viser samtidig også at Vatikanet ikke endnu er klar til at kaste sig helhjertet ind i et internet-engagement.

Selvom paven i et budskab den 24. januar understreger internettets mulighed for at styke dialog, fællesskab, netværk og venskaber – særligt blandt de unge i den digitale generation – formår Vatikanet ikke selv at gå den vej med sin nye YouTube-kanal. I det mindste ikke indtil videre.

Alle interaktive muligheder på kanalen er slået fra, således at det hverken er muligt at kommentere videoklippene, karaktergive dem eller indsætte dem på andre hjemmesider. Jeg prøvede her til aften at indsende en kommentar til et videoklip, men fik blot den automatiske besked tilbage, at min kommentar var sendt til godkendelse.

Mange sådanne kommentarer må ligge hos Vatikanets webmaster og vente på godkendelse. Spørgsmålet er, om man vil lukke op for en kontrolleret inddragelse af brugerne, eller om man vil foretrække det sikre: at lade kanalen være envejskommunikation fra Vatikanet til interesserede seere.

Hvis det er tilfældet, svigter paven intentionerne i sit budskab, hvor han netop lægger vægt på internettets muligheder for dialog og fællesskab, og hvor det er de unge, som han henvender sig til. Mange – og især unge – vil hurtigt se det halvhjertede i at bruge en interaktiv tjeneste som YouTube til traditionel envejskommunikation.

En balanceret inddragelse af tovejskommunikation på religiøse websites vil fortsat være en udfordring for Den Katolske Kirke såvel som for mange andre kirker og trossamfund i årene fremover: Hvordan bevare et minimum af kontrol og sikre et lødigt niveau på websitet, samtidig med at brugere får lov at komme til orde med deres holdninger og budskaber?

Læs også:

Anmeldelse af Vatikanets YouTube kanal på TimesOnline (23-1-2009)
“Vatican YouTube losing viewers” (TimesOnline, 27-1-2009)

Religion på internettet – hvad lærte jeg i USA?

Jeg har nu tilbragt en uge i New York og Washington, DC med at finde ud af, hvordan man i USA griber onlineformidlingen af religion an. Efter besøg hos store aviser, websites og et enkelt research-center og efter samtaler med en web 2.0-konsulent, en præst og en stribe journalister og web-redaktører er det nu på tide at samle op på indtrykkene. Hvad sker der med religion på internettet i USA, og hvilke forskelle er der til en dansk virkelighed?

Den overordnede konklusion er, at selvom amerikanerne arbejder med et større sprogområde – med de muligheder det tilbyder – og til tider med væsentligt større budgetter, er det ikke lykkedes dem for alvor at knække de web-vanskeligheder, som vi også står over for i Danmark. Det gælder både for de kommercielle religionssites, som drives af store mediehuse, og de kirkelige non-profit websites.

For de kommercielle amerikanske religionssites er det tilsyneladende en næsten lige så stor udfordring at tjene penge på religionsformidling, som det er i Danmark. De amerikanske annoncører bryder sig lige så lidt som de danske om, at deres produkter bliver sat i forbindelse med religion. Beliefnet har dog med en vis succes formået at tiltrække annoncører ved at nedtone det eksplicit religiøse indhold på forsiden for i stedet at lade emner som inspiration, helbred og familie dominere billedet.

Ved vores besøg på de forskellige mediehuse fornemmede vi en enighed om, at religion efter 11. september 2001 var blevet en mere central del af nyhedsbilledet. Men også at måden at dække religion på har forandret sig. Både avislæsere og webbrugere foretrækker en religionsdækning, der er bredere. Hvad enten det er Beliefnet’s temaer om helbred, familieliv og eksistens, eller det er On Faith’s fokus på aktuelle problemstillinger i samfundet, så er det udtryk for samme tendens. Folk interesserer sig mest for det religiøse, når de kan relatere det til deres hverdagsliv eller til de spørgsmål, som i forvejen optager dem. Og i en tid, hvor færre har et tæt forhold til en bestemt kirke eller religiøs gruppe, gør internettets religionsformidlere nok klogt i at søge fra kirkenyheder til eksistensstof og aktuel debat, hvis de vil have gæster på deres hjemmesider. Dette gælder uden tvivl også i Danmark.

Brugerinddragelse giver udfordringer for amerikanerne, som det gør for os i Danmark. Aktive brugere giver siderne liv og interessant indhold, men desværre også en masse ulødige og hadefulde indlæg. Det bedste løsningsforslag, vi så, kom fra Beliefnet, der har suppleret muligheden for religionsdebat med “safe spaces,” der er mindre onlinegrupper skabt til erfaringsudveksling, gensidig hjælp og ikke til polemik. At holde en god brugerinddragelse kørende kræver imidlertid mange ressourcer. Ikke mindre end 70 frivillige moderatorer holdes i gang på Beliefnet.

Når vi vender blikket fra mediehusene til kirkerne, er det overordnede indtryk, at det tilsyneladende ikke er lykkedes for de amerikanske kirker at få de store succeser på internettet. Nogle har flotte og informationsrige hjemmesider, men de færreste formår at tackle web 2.0 på en hensigtsmæssig måde. Af frygt for at miste kontrol, men simpelthen også på grund af ressourcemangel. Med en økonomisk krise hængende over hovedet, hvor det kan blive vanskeligt nok at indsamle penge til kirkernes almindelige drift, er det svært at forestille sig mange omkostningstunge internetsatsninger fra de amerikanske kirker i den nærmeste fremtid. I Danmark savner vi også virkeligt innovative kirkehjemmesider, og man sporer fortsat en tilbageholdenhed i forhold til at afsætte ressourcer til at tage store skridt på det område.

De amerikanske kirker er måske lidt længere fremme med at sprede sig ud over internettets mange forskellige sociale platforme, men de fleste har fortsat den indstilling, at det er rigeligt at have en pæn hjemmeside. Vi har mødt eksempler på kreativ brug af tjenester som Facebook, My Space og YouTube, men en revolution i brugen af disse muligheder lader fortsat vente på sig.

Jeg er for tiden i USA sammen med Anders Ellebæk Madsen og Thomas Bank Møller fra Kristeligt Dagblad. Vi prøver at finde ud af, hvad der rører sig religiøst i USA, og ikke mindst hvordan de religiøse organisationer og kirker gør brug af medierne og særligt internettet. Dette er sidste blogindlæg fra USA – skrevet under hjemrejsen.

Jay Bakker: Kirken skal være online

Under årets første snevejr i New York mødtes vi med den 33-årige præst Jay Bakker ved Union Square. Han er stifter af og præst i den uafhængige Revolution Church, der holder til på en bar i Brooklyn.

Jay er søn af en tidligere meget fremtrædende tv-evangelist, James Orsen Bakker, der efter en sex-skandale og økonomisk kriminalitet måtte tilbringe nogle år i fængsel. Jay oplevede med sin familie kirkens udstødelse og fordømmelse. Noget som har været med til at forme hans egen kirkes værdigrundlag, hvor det er ubetinget nåde, kærlighed og accept, der er i højsædet.

Ligesom Paul Vitello på New York Times mener Jay Bakker, at de traditionelle kirker har problemer lige nu. De taler forbi de nye generationer, der ser større problemer i samfundet end homoseksualitet, og som har behov for autentiske, gennemsigtige og personlige præster, der tør stå ved deres egne fejl og mangler, og som ikke møder de unge med fordømmelse og moralprædikener. Revoution Church forsøger at gøre tingene anderledes.

Internettet er på mange måder et uvurderligt redskab for Jays kirke. Størstedelen af indtægterne består af online-donationer fra personer, der har hørt en prædiken på hjemmesiden. Men også på et mere indholdsmæssigt plan styrker internettilstedeværelsen kirkens arbejde. Målgruppen er netop folk, der har opgivet den traditionelle kirke, og som leder efter noget anderledes. For nogle er kirkens hjemmeside, YouTube-klip, My Space-profil og Facebook-gruppe eneste kontakt til en kirke, mens andre inspireres til af danne fysiske, lokale fællesskaber på baggrund af deres online-kontakt med Revolution Church.

Også i forhold til den lokale menighed er hjemmesiden vigtig. New Yorkere er travle mennesker, og det er langt fra hver søndag, at kirkens enkelte medlemmer kommer til gudstjeneste. Internettjenesterne samler medlemmerne i løbet af ugen og giver kirken mulighed for at sprede information let og omkostningsfrit.

Jeg er i den kommende tid i USA sammen med Anders Ellebæk Madsen og Thomas Bank Møller fra Kristeligt Dagblad. Vi prøver at finde ud af, hvad der rører sig religiøst i USA, og ikke mindst hvordan de religiøse organisationer og kirker gør brug af medierne og særligt internettet. Løbende skriver jeg på denne blog om vores besøg.