Nogle bud på fremtidens digitale kirke

Den 2. og 3. november afholder en række kirkelige organisationer traditionen tro “Økumenisk Efterårskursus.” I år er temaet den digitale kirke, og programmet byder på en række spændende oplæg om kirkens muligheder i det nye medielandskab.

Selv har jeg fået lov til at holde lørdagens hovedforedrag, hvor jeg skal prøve at kigge lidt i krystalkuglen og komme med mine bud på, hvilke nye medietendenser, der vil komme til at sætte sit præg på den kirkelige kommunikation i fremtiden.

Lige nu sysler jeg med følgende temaer og overskrifter:

Kirkegang bliver en “smart” oplevelse
Der eksperimenteres allerede nu med at inddrage smartphones, YouTube-videoer og andre mediefænomener i kirken, men typisk er det kun ved særlige gudstjenester og ungdomsarrangementer. Ligesom vi ser det på fx museer og biblioteker, vil det også i fremtiden blive mere mainstream at inddrage medier ved søndagens gudstjenester og i kirkens daglige liv. Udviklingen vil føre til et skel mellem den “disconnectede” landsbykirke, der ikke har ressourcer og rammer til for alvor at tage mulighederne i brug, og den store bykirke, der vil føre an i udviklingen. Samtidig vil det også give anledning til diskussioner om, hvorvidt der skal være webfri zoner i kirken, og enkelte konceptmenigheder vil opstå, som brander sig på at give medlemmerne en autentisk offline oplevelse.

Større netværk og færre forpligtende relationer
Nære relationer går aldrig af mode, heller ikke i takt med at Facebook og andre sociale mediefænomener udvider vores netværk og gør det vanskeligt at finde tid til at dyrke vores nærmeste. Internettet vil blive brugt til at markere et identitetsmæssigt tilhørsforhold til én eller flere menigheder eller sammenhænge, men det indebærer ikke nødvendigvis et stort dagligt engagement i en lokal menighed. Opbyggelsen af forpligtende relationer og fællesskab i en menighed vil hvile på præstens og ledelsens evne og vilje til at investere sig selv i menighedens medlemmer, både online og offline.

Sjælesorg – en samtale på to niveauer
Flere og flere vil finde det naturligt at tage kontakt til en præst eller sjælesørger via internettet. Sjælesørgeren skal vænne sig til at starte samtalen op her, tage de første runder online og finde ud af, hvornår det er nødvendigt at flytte samtalen over i et traditionelt fysisk rum. Grænserne vil blive rykket, og i takt med at kvaliteten af videochat og andre kommunikationskanaler bliver bedre, vil flere og flere samtaler føres online, uden at det opleves som en forringelse.

Præsten og de andre autoriteter
Internettet har både styrket de traditionelle religiøse autoritetsskikkelser og udfordret dem. Amerikanske prædikanter, arabiske muftier og paven har alle med en vis succes taget internettet i brug – men det samme har lægmænd uden uddannelse og en traditionel religiøs karriere. De har det til fælles, at de er gode til strategisk online kommunikation, men at de samtidig har et budskab, som folk gider at høre på. Fremtidens kirkelige autoriteter vil være stærke på netop disse to områder.

Nye muligheder for den globale mission og religionsdialog
Internettet er i voldsom fremvækst i Afrika og andre udviklingsområder i verden. Det betyder også en række nye muligheder for missionsselskaber, både lokalt og i forhold til kommunikationen hjem til sendeorganisationen og baglandet. Samtidig åbner det også op for større udveksling af inspiration og erfaring på tværs af verdensdele. Dette gælder også i forhold til den interreligiøse samtale. Det kræver, at de store globale missions- og dialogaktører eksperimenterer med mulighederne og satser på fornyelser, hvor eksempelvis dyre, eksklusive konferencer erstattes af webkonferencer og -miljøer. Den gode samtale kommer ikke af sig selv, heller ikke på nettet, hvor religionskonflikt og segmentering er to tendenser, der modarbejder dialogen.

—

Vi må se, hvor jeg ender. Har du ideer til, hvad jeg skal tage op, må du endelige skrive dem herunder. Kom også gerne med kommentarer til ovenstående scenarier. Tak for dine input!

Den første Facebook-gudstjeneste under opsejling

Internetkirken St Pixel, der har eksisteret siden 2006, planlægger at afholde den første interaktive Facebook-gudstjeneste nogensinde den 10. maj. Jeg var med, da en af de sidste test i går aftes blev gennemført.

Gudstjenesten er en såkaldt Facebook-applikation, som man først skal acceptere for at kunne anvende. Man kan dernæst vælge enten blot at være beskuer eller deltager. Som deltager mister man sin anonymitet og træder frem med sin Facebook-profil. Til gengæld får man mulighed for at chatte under gudstjenesten og klikke henholdsvis “zzz” eller “amen” alt efter ens udbytte af begivenhederne.

Den 15 minutter lange gudstjeneste begynder med lyden af gode gamle RL kirkeklokker. Herefter toner Salme 23 frem på skærmen i tekstbidder, akkompagneret af musik og et diasshow. Umiddelbart derpå læser en mandsstemme teksten fra Johannes-evangeliet kap. 21, vers 15-25 op, samtidig med, at et nyt diasshow træder frem på skærmen. Læsningen leder op til en kort prædiken, som følger samme model som de foregående elementer (lyd, tekst og billeder).

Oven på prædikenen brøler “Agnus Dei” med kor og orgel ud af højtalerne, før roen atter sænker sig, og det er tid til – i stilhed eller i chat – at bede til Gud. Den frie bedetid rundes af med Fader Vor. Brugerne bliver her opfordret til at skrive bidder af bønnen ned i chatten på deres eget sprog.

Det var der dog ingen af de syv deltagere, der følte trang til. I det hele taget kom der ikke et eneste kvæk fra kirkesalen under hele gudstjenesten. Og det ville grangiveligt have gjort det til en sjovere oplevelse, hvis det modsatte havde være tilfældet.

Når man nu hverken har et kirkerum at beskue, en salme at synge med på, et nadvermåltid at indtage eller mennesker at iagttage, så skal der ikke mange “zzz”-momenter til, før man føler trang til at surfe lidt rundt på nettet, checke mail eller sætte kaffe over. 

Kombinationen af lyd, billede og tekst fungerede på mange måder fint – men kunne måske udvides med eksempelvis video. Muligheden for livechat er spændende men kræver en aktiv menighed, som der muligvis vil være ved premieren den 10. maj. Det var skuffende, at præsten ikke var til stede live, men kun som en lydoptagelse – hvilket også i en traditionel gudstjenestesammenhæng ville virke fladt.

Indtil nu har internettet ikke bragt vækkelse med sig eller fået folk til i større stil at skifte kirkebænken ud med cybermiljøer. Og formentlig vil denne applikation også primært tiltale personer, der i forvejen interesserer sig for kirke, som er vant til at gå til gudstjeneste, og som bruger online-kirken som et supplement til offline-mulighederne.

Internetpræster kan berige folkekirken

I lighed med ungdomspræster og natkirkepræster kunne internetpræster være et spændende supplement til folkekirkens sognepræster.

På videnskab.dk giver jeg på baggrund af min ph.d.-afhandling nogle bud på, hvorfor det kunne være en god ide at lancere internetpræster. Jeg siger blandt andet:

»Folkekirken er delt i små geografiske enheder – sognene. Men internettet overskrider sognegrænserne. Så det er oplagt, at kirken indfører særlige internet-præster til at fortælle om kristendom og tage sig af sjælesorg på nettet.«

Samtidig argumenterer jeg for, at alle internetopgaver ikke skal tørres af på specialpræster, men at den almindelige sognepræst også må uddannes til at kunne begå sig på de nye medieplatforme.

Målet bør ikke være en ren cyberkirke, men en folkekirke der er til stede online såvel som offline.

»Folkekirken kan på internettet med fordel vise hen til gudstjenesterne i sognet og kirkens fysiske fællesskaber. Internetkommunikationen skal ikke erstatte sognekirken, men supplere og udvide kirkens rækkevidde.«

Læs hele interviewet på videnskab.dk.

Ph.d.-afhandling om folkekirkens web-kommunikation

Den 18. marts forsvarer jeg min ph.d.-afhandling Mellem sogne- og cyberkirke: En analyse af folkekirkens kommunikation på internettet. Det sker på Det Teologiske Fakultet i Århus kl. 13.15-16.15.

Alle er velkomne til at overvære forsvaret, der vil foregå på dansk og norsk. Udover Peter Lodberg fra Aarhus Universitet består bedømmelsesudvalget af Knut Lundby (Universitetet i Oslo) og Inger Furseth (Stiftelsen for Kirkeforskning i Oslo).

Du kan orientere dig om afhandlingens indhold ved at læse dette resumé. I dette opslag kan du finde praktiske oplysninger omkring forsvarshandlingen.

Hele afhandlingen kan hentes som pdf-fil.

—

Read an English summary of my PhD dissertation on the web communication of the Danish National Church (under the Danish text).

Kan kirken være ægte og virkelig i cyberspace?

På den nyligt relancerede Nettkirken.no, der drives af den norske Sjømannskirken, finder man en interessant refleksion over internetmediet:

Internettet er fascinerende. Man kan se, høre og opleve en masse forskelligt ved et par tastetryk. Men samtidig er og bliver det “virtuelt” – kunstigt – og ikke “virkeligt” i ordets rette forstand. Og er der noget, kirken skal være – så er det virkelig og ægte!

Samtidig skal kirken også være der, hvor folk er, og mange mennesker er på nettet – meget og ofte. Nettkirken ønsker at møde mennesker som dig, der hvor du er. for vi har erfaret, at også de” virtuelle” møder og oplevelser kan virke til det gode i menneskers liv.

Ordene står på den centrale side “Om Nettkirken” og afslører en bemærkelsesværdig ambivalens. På den ene side ses internettet som noget kunstigt, uægte og uvirkeligt – og dermed også som noget ukirkeligt. På den anden side udtrykkes et ønske om, at kirken skal være der, hvor folk nu engang er. Og noget godt kan der trods alt komme ud af en virtuel oplevelse, medgiver den smilende præst på billedet.

Det undrer mig, at man vælger at melde ud på den måde. Jeg står tilbage med spørgsmål som: Hvad skal der til, for at noget er ægte og virkeligt? Hvorfor er Nettkirken ikke en del af kirken, men åbenbart noget, der højst kan lede til kirken? Og hvordan forholder det sig med andre medierede oplevelser – er det ægte og virkeligt, når man møder kirken og kristendommen i eksempelvis bøger eller i kirkebladet?

Hvorfor ikke holde op med at betragte internettet som noget kunstigt og i stedet anerkende, at kirken også kan være ægte og virkelig til stede her. Kirken skal ikke være ren cyberkirke, lige så lidt som den skal være ren sognekirke. Kirken må være tilstede i en mangfoldighed af former og skikkelser, hver især med sin egen ret og relevans. 

Når dette er sagt, er Nettkirken.no alligevel i høj grad et besøg værd. Der er arbejdet med et enkelt og personligt udtryk samt forsøgt at give muligheder for den besøgende til at praktisere tro på konkrete måder. Netop den i forvejen praktiserende og den aktivt søgende må ses som websitets målgruppe.