I 2004 kom Facebook til verden. Otte år senere er Kirkeministeriet klar med en fire siders vejledning til de danske præster i, hvordan de skal begå sig på det populære sociale netværkssite. Den lange reaktionstid understreger folkekirkens problemer med at følge med i den digitale udvikling.
Vejledningen rummer nogle råd og anbefalinger, der kan være brugbare for præster, der er helt grønne på Facebook. Ofte bliver vi i mediernes Facebook-historier mindet om, at man skal være varsom med, hvad man skriver på Facebook. Derfor er det fint, at Kirkeministeriets vejledning fortæller, at man ikke skal skrive noget på Facebook, der ikke tåler at blive offentliggjort, og at man skal tænke sig om en ekstra gang, før man trykker “send”.
Basal information
Gennemgående er det dog meget basal information, som vejledningen tilbyder, og de fleste, der har egen Facebook-profil eller en teenager i huset, vil være bekendt med rådene. Til tider bliver vejledningen kryptisk, når det for eksempel skrives, at man som præst skal “afstå fra at komme med ytringer, der kan tolkes som freds- eller æreskrænkende eller som et brud på din tavshedspligt. Ligesom du også skal afstå fra udtalelser, der kompromitterer folkekirken”.
Hvad der præcist menes med den sidste sætning står hen i det uvisse, men sproget og tonen vidner om en institution, der ikke er alt for hjemmevant på de sociale medier. Det er fint, at Kirkeministeriet kommer på banen med nogle vejledninger – men det kan gøres bedre.
Nuancer mangler
Når det eksempelvis står, at dine opdateringer kan læses af alle, er det jo ikke helt rigtigt. Det er oplagt at gøre præsterne opmærksomme på, at de kan oprette forskellige modtagergrupper, så de eksempelvis kan kommunikere med konfirmander, uden at andre skal læse med.
Samtidig kræver spørgsmålet om tavshedspligt også langt større opmærksomhed. Selvom man kan chatte med en konfirmand, uden at andre følger med i samtalen, må man alligevel overveje, hvor dybt den sjælesørgeriske samtale bør gå på Facebook, når det er et kendt faktum, at alt, hvad man skriver, bliver gemt og til en vis grad brugt af Facebook. Dette etiske aspekt kommer Kirkeministeriets vejledning ikke ind på.
Der er heller ikke meget hjælp at hente i vejledningen til at forstå forskellene mellem ens personlige profil, grupper og sider på Facebook. Hvor det især er den personlige profil, der med fordel kan benyttes til direkte samtale og udveksling af tanker, viser erfaringen, at grupperne og siderne i højere grad bliver brugt til at signalere en identitet og markere et tilhørsforhold. Begge funktioner er vigtige og kan fint supplere hinanden, men det er nødvendigt at have forskellene for øje, hvis man vil lægge en fornuftig strategi for sin egen og sin kirkes brug af Facebook.
Vejledningen kan ikke stå alene
Det er ikke til at vide, hvor længe Facebook kan opretholde sin status som danskernes absolut mest foretrukne sociale website, men indtil videre er det svært at få øje på dets afløser. Derfor er det også fortsat en god ide for præster og kirker at blive klogere på, hvad man kan bruge Facebook til, og hvad man skal overveje, inden man kaster sig over sitet.
Kirkeministeriets vejledning kan måske sætte nogle tanker i gang, men derudover kan det være en god ide at investere nogle kursuskroner i at komme på omgangshøjde med mulighederne på Facebook. KirkeWeb tilbyder i løbet af foråret fire Facebook-kurser i henholdsvis Aarhus og København, som man kan tilmelde sig via KirkeWeb’s hjemmeside. Endelig er det oplagt i det enkelte menighedsråd at tage en snak om, hvad man vil opnå på Facebook, og hvilke ressourcer der skal afsættes for at nå i mål.
Læs også: Ministerium fraråder præster at sætte kirken i dårligt lys (Kristeligt Dagblad, 14.01.2012)
ARKIV for bloggen: Religion og medier 