Folkekirken må kommunikere med passion

Mette Bock og Peter Fischer-Nielsen lægger op til debat om folkekirkens kommunikation på fællesmøde for folkekirkens stiftsråd.

Mette Bock og Peter Fischer-Nielsen lægger op til debat om folkekirkens kommunikation på fællesmøde for folkekirkens stiftsråd.

I lørdags havde jeg fornøjelsen af sammen med folketingspolitiker Mette Bock at lægge op til debat om folkekirkens kommunikation ved det årlige fællesmøde for folkekirkens stiftsråd. I mit oplæg rejste jeg tre spørgsmål:

1) Hvad er folkekirkens stærke og tvingende grund til at kommunikere?
Det er min erfaring, at man kan lykkes med megen kommunikation, hvis man har styr på dette spørgsmål. At man faktisk kan opnå kontakt med sin målgruppe, hvis man er engageret og motiveret – også selvom kommunikationen er en smule amatøragtig. Omvendt kan man også brænde rigtig mange penge af på dyr kommunikation, der ikke fører nogen vegne, hvis ikke man har en ordentlig motivation.

Hvad er det for en brændende motivation, der ligger under folkekirkens kommunikation? Hvad er det, der gør, at man ikke kan lade være med at kommunikere?

Vi ser så småt kommunikationsstrategier og hensigtserklæringer dukke op rundt omkring på stiftsplan og andre centrale steder. I dem jeg har skimmet igennem, er motivationen formuleret noget som noget i retning af, at ”kirken skal være synlig” eller at ”kirken skal være aktuel, relevant og markant”.

Det er måske de svar, man kan nå til på de mere centrale niveauer, men det er ikke just formuleringer, man vil gå i døden for at føre ud i livet. Hvis det er det, der er den brændende eller bærende motivation i folkekirkens kommunikation, er der måske en grund til, at den ikke altid kører i højeste gear – i hvert fald når det handler om kommunikationen ud af huset.

Måske er der gået x-faktor i kirkens kommunikationstænkning, for umiddelbart kan det vel ikke være en kirkes målsætning alene at være synlig. Det må vel være målsætningen at synliggøre noget, man finder vigtigt og væsentligt. Men hvad er det?

Internt i folkekirken bør man måske udfordre hinanden på dette spørgsmål: Hvorfor er det, vi skal kommunikere? Er det fordi, vi ønsker, at kirken skal være fuld hver søndag? Er det fordi vi ønsker at alle i sognet skal have et forhold til deres kirke – eller måske ligefrem til Gud? Eller hvad er motivationen?

2) Vil vi kommunikere kommunekontor eller levende fællesskab?
Da jeg for nogle år siden lavede en spørgeskemaundersøgelse blandt godt 1000 danske folkekirkepræster i forbindelse med min ph.d.-afhandling, var det ikke mindre end 86 procent af dem, der mente, at alle sognekirker burde have en hjemmeside. Og vi er da også derhenne, at langt de fleste kirker har fået etableret en sådan.

Igennem mit tidligere arbejde i KirkeWeb, der udvikler webløsninger til sognekirker, har jeg snakket med rigtig mange sognekirker om mulighederne for at kommunikere online. Jeg plejede at sige til dem, jeg snakkede med, at de skulle tænke om deres hjemmeside, at det skulle fungere som kirkens hjem på nettet. Det er her, man går ind, når man vil finde ud af, hvad der kendetegner en bestemt kirke.

Måske har jeg ikke gjort mit arbejde godt nok. Jeg har i hvert fald ikke altid lyst til at tro, at kirkernes hjemmesider afspejler virkeligheden derude. Det vil næsten være trist, hvis hjemmesiderne faktisk korrekt gengiver, hvad man kan møde i kirkerne. For selvom der er enkelte kirkehjemmesider, der skiller sig ud på den ene eller anden måde, er der fortsat mange kirkehjemmesider, der i grove træk sender dette signal:

”Vi er en offentlig, upersonlig institution, der tilbyder en række generelle serviceydelser og giver mulighed for deltagelse i gudstjenester og arrangementer.”

Der er masser af informationer og masser af datoer på kirkernes hjemmesider. Men der er få mennesker. Og de billeder der måtte være forestiller kirkens mure eller pæne blomster. Og præsten er gemt af vejen på en fjern underside.

Og der er få historier. Hvis man mener, at kirken har en relevant plads i sognet, kan det undre, at der ikke er historier om mennesker, der har et positivt møde med kirken.

Jeg undersøgte for nogle år siden, hvad det var, som almindelige danskere kunne finde interessant på en folkekirkehjemmeside. Ja, der er mange, der gerne vil have informationer – især når det handler om de begivenheder, som de er særligt optagede af: dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Men på andenpladsen over ønsker kommer muligheden for at stille spørgsmål til en præst om tro og religion. Og hver femte af dem jeg spurgte kunne finde det interessant at have mulighed for at debattere tro og religion på en folkekirkeside.

En sognehjemmeside kan ikke løfte hele folkekirkens kommunikationsopgave, men den kan sende et signal om, hvad der kendetegner den, den kan invitere til deltagelse, og den kan vise, at den består af levende mennesker med ansigter.

Man kunne håbe på, at fremkomsten af de sociale medier ville gøre det lettere for sognekirken at sende inkluderende og personlige signaler ud. Mange kirker er gået om bord i Facebook. En undersøgelse af 58 århusianske kirker fra Center for Samtidsreligion viser, at omkring 41 procent af kirkerne har etableret en tilstedeværelse på Facebook.

Men ofte flytter nissen fra sognehjemmesiderne med på de sociale medier. I stedet for at bruge platformen til interaktion og inddragelse bliver Facebook-siderne endnu en opslagstavle med informationer i stride strømme.

3) Skaber vi rammer og vilkår, der fostrer god kommunikation?
Da jeg lavede min præsteundersøgelse for nogle år siden, var der to ting, der slog mig. Dels slog det mig hvor positiv en interesse langt størstedelen af præsterne har i at forbedre folkekirkens kommunikation. Og dels slog det mig hvor dårligt stillet sognekirken er i forhold til at leve den ambition ud.

Hvad den positive interesse angår, var der eksempel vis 82 procent af præsterne, der mente, at folkekirken mere aktivt bør benytte medierne til at komme i kontakt med befolkningen, og 6 ud af 10 præster mente endda, at folkekirken bør have en central mediestrategi.

Hvad udfordringerne angår, var der to faktorer, der tydeligst hindrede præsterne i at gøre mere ved – i dette tilfælde – internetkommunikation: Tidspres på grund af mange andre opgaver som det første – og mangel på kompetencer som det andet.

Begge udfordringer har jeg mødt adskillige gange gennem de seneste par år, hvor jeg via mit arbejde i KirkeWeb har haft kontakt med adskillige sogne, der hver især bakser med at få deres kommunikation op at køre.

De vil alle rigtig gerne blive bedre til at kommunikere, men langt de fleste steder er der store udfordringer med at kunne løfte opgaven, og endnu hviler eksempelvis internetkommunikationen en del steder på, at man er heldig at have en it-kyndig person i menighedsrådet eller i personalegruppen.

Prisen er ofte, at kommunikationen ikke bliver så god, som den kunne være, og at den måske endda kommer til at koste mere i kroner og øre, end den behøvede.

Jeg tror, at man i sognekirken kan nå et stykke vej ved fremover, når man sammensætter menighedsråd og når man ansætter medarbejdere også at skele til deres kommunikationskompetencer og i det mindste sikre, at der er én eller to ankerpersoner på området.

Og jeg tror også, at man vil kunne vinde en hel del ved at tænke i fælles modeller for provstier og stifter, hvor alle sogne og menighedsråd ikke hver især behøver at opfinde den dybe tallerken og sætte sig ind i alle muligheder, men at man i fællesskab kan hjælpe hinanden til at satse rigtigt på kommunikationsområdet.

Jeg tænker også, at man i højere grad kan satse på at have ressourcepersoner i stiftet, som det enkelte sogn kan rådføre sig med i forhold til kommunikationsspørgsmål – også når det gælder tekniske spørgsmål. Jeg ved, at det findes nogle steder, men min fornemmelse er, at modellen ikke for alvor er slået igennem.

Endelig kan det undre, at kommunikation ikke fylder mere i præsternes uddannelse og efteruddannelse spørge, om det ikke er på tide efterhånden at ændre på det.

Læs mere på Aarhus Stifts hjemmeside

De europæiske kirker vil have fat i de unge

Tweetende biskopper, bloggende kvinder og meditationssider for børn og unge. Det var blot nogle af de initiativer, som man kunne lægge ører til, da The European Christian Internet Conference i denne uge fandt sted i Dublin.

De europæiske kirker står med mange af de samme udfordringer i disse år. Faldende medlemsprocenter, dalende kontakt med ungdommen og konkurrence med andre religioner og livssyn er nogle af dem.

Ved European Christian Internet Conference blev der både talt om problemstillingerne og præsenteret kommunikationsinitiativer, der skulle tage kampen op med dem.

Mediation til bankreklamer
I Finland har kirken sat en flok kvinder først i tyverne til at blogge om hverdagens store og små temaer med et kristent udgangspunkt. 25.000 personer følger hver måned bloggen. I Sverige er kirken på vej med en online samtaletjeneste som et supplement til den telefonrådgivning, som årligt 70.000 svenskere benytter sig af. Og i Belgien har jesuitterne etableret et online-meditationstilbud til børn og unge, hvor man blandt andet kan meditere til bankreklamer hentet på YouTube.

Kommunikation kan ikke gøre det alene, og alle initiativer vil næppe falde heldigt ud. Dog viste konferencen i hvert fald, at de europæiske kirker ikke står handlingslammede over for udfordringerne, men at på forskellig vis prøver at hævde deres og kristendommens relevans i samfundet i dag.

De mobile tilbud mangler
Det kan dog for kirkerne være svært at følge med tempoet. I konferencens hovedforedrag var der gang på gang fokus på den hastige mobile udvikling. Teknologiredaktør Adrian Weckler på The Sunday Business Post i Dublin lagde på det nærmeste computeren i graven. Og Heidi Campbell, der forsker i religion og nye medier, undrede sig ved konferencens afslutning over det store fravær af mobile initiativer i præsentationsrunderne. Særligt de nordiske kirker fik en bredside:

”Med den store procentdel af befolkningerne, der bruger smartphones i disse lande, er det overraskende så få mobile initiativer, kirkerne sætter i søen,” sagde Heidi Campbell.

Væk fra envejskommunikation
Medinddragelse var et andet tema, der i forskellige forklædninger var oppe at vende på konferencen. I stedet for at tænke i envejskommunikation blev der flere gange snakket om måder, hvorpå der kunne skabes engagement og medejerskab for kommunikationen. I virkeligheden blev der nok talt mere om det end egentlig vist vellykkede initiativer.

Endelig understregede konferencen også behovet for, at kirken hele tiden er omstillingsparat i sin kommunikation. Det kan være en udfordring for en stor stats- eller folkekirke, hvor tingene tager sin tid, og hvor der derfor kan være en fare for, at et initiativ er forældet inden det lanceres.

Eksempelvis mente Adrian Weckler, at bloggen var død. Han fremhævede biskop i Church of Ireland, Paul Colton, som et eksempel på, hvordan man i stedet kan bruge mikroblogging som Twitter til at skabe åbenhed, vise menneskelighed og åbne op for samtale. Dette budskab clashede med nogle af konferencedeltagernes præsentation af helt nye bloginitiativer, og disse må nu rejse hjem og spørge sig selv, om de er kommet for sent – eller håbe på, at foredragsholderen tog fejl.

Konstant behov for fornyelse
Det var 18. gang, at The European Christian Internet Conference blev afholdt, og selvsagt har internettet, mulighederne og udfordringerne forandret sig meget i løbet af de år. Skal man uddrage én lære af årets konference, må det være, at kirkerne langt fra kan lægge sig til at hvile på laurbærrene. Skal kommunikationen bære frugt, må den blive ved med at forny sig – og gerne i dialog med de unge, som kirkerne så gerne vil i kontakt med.

Besøg hjemmesiden for The European Internet Conference

Fem digitale udfordringer til kirken

Hvilke udfordringer står en gammel institutionaliseret kirke overfor i mødet med samtidens digitaliserede befolkning? 

Heidi Campbell præsenterede i sin tale på the European Christian Internet Conference i går fem bud på, hvilken betydning internettet har for den religiøse udfoldelse i dag:

  1. Internettet giver folk mulighed for at sammensætte deres religiøse tro, som det passer dem.
  2. Folk skelner ikke længere mellem online og offline og tager derfor det ideologiske og religiøse tankegodt fra nettet med ind i kirken.
  3. Internettet fremmer løse sociale relationer, som for nogle endda bliver mere væsentlige end dem, man måtte knytte i kirken.
  4. Folk forhandler og iscenesætter deres religiøse identitet på internettet og måske ikke i kirken.
  5. Nye religiøse autoriteter skyder frem på nettet, og også de gamle autoriteter prøver at styrke deres position online.

Campbell afsluttede sin tale med at opmuntre til refleksion, og der kan næppe være tvivl om det behov. Men hvad skal vi konkret stille op med de fem udfordringer?

Her er mit bud på nogle svar, som kirken kan møde udfordringerne med:

  1. Kirken kan og skal ikke kontrollere folks religiøse gør det selv-arbejde på internettet, men den kan bidrage med brugbare brikker til puslespillet. Uploader kirken ikke gode svar på livet store spørgsmål, er der andre, der helt sikkert gør det.
  2. Kirken kan lytte til de tanker og behov, som individet fører med sig fra nettet og ind i kirken og møde dem med kirkens tradition og teologi. Det handler om at turde være i dialog med samtiden, hvor man kan rykkes og samtidig står fast på sit fundament.
  3. Kirken kan opmuntre til, at alle typer af fællesskaber, hvad enten de primært dyrkes online eller offline, præges af kristne værdier – i stedet for at gøre sig til dommer over, hvilken fællesskabstype der er den bedste.
  4. Kirken kan stille personer eller forhandlingspartnere til rådighed for samtale om religiøs identitet på nettet. Præsten vil i mindre grad opleve at blive kontaktet på sit kontor i sin træffetid og kan med fordel i stigende grad være tilgængelig for samtaler på internettet.
  5. Kirken kan opmuntre lægfolket til at løfte stemmen online og offline, og samtidig udruste sine præster til også at optræde tydeligt og myndigt. Autoritet får man ikke længere på grund af sin titel, men fordi man har gjort sig fortjent til det via sine ord og handlinger.

Præsten og andre af kirkens medarbejdere kan løfte nogle af disse opgaver og er allerede godt i gang. Generelle kirke- og kristendomsformidlende sites og initiativer kan løfte andre, som det også i et vist omfang allerede sker. Og nogle af opgaverne kræver strukturelle ændringer i forhold til ansættelse, arbejdstider og arbejdsopgaver – i det mindste inden for en kirke som folkekirken.

Der er ikke tvivl om, at den sunde refleksion har brug for at blive ledsaget af konkret handling, hvis samtidens netværksreligiøse danskere fortsat skal kunne finde sig hjemme i kirken.

Besøg også The European Christian Internet Conference

“En værdifuld tilføjelse til boghylden”

Louise Connelly har i maj-udgaven af Journal of Religion, Media and Digital Culture anmeldt bogen Digital Religion, Social Media and Culture, som jeg sidste år var med til at skrive og redigere.

Hun skriver blandt andet:

“This book provides a valuable contribution to the field of media, religion and culture. The book is targeted at a wide range of disciplines and provides an insight into this developing area of research. The contributing authors and editors identify the key themes and provide a variety of examples, which focus on different religious groups and platforms and therefore exemplify the diversity of a constantly changing landscape. This is a valuable addition to the book shelves of any scholar of religion, media or cultural studies and it will likely encourage further research of areas such as those mentioned in the concluding chapter.

Læs anmeldelsen

 

 

Selvfølgelig ofrer man på internettet

Det er snart tyve år siden, at internettet for alvor slog igennem i den vestlige verden og herunder Danmark. Det burde derfor ikke overraske os, at religion lige som alt muligt andet efterhånden stortrives online.

Og ja, det er fascinerende, men så heller ikke mere end det. For er der noget, der ligger i de fleste religioners dna, så er det trangen til at kommunikere og sprede de budskaber, som de holder for sande og vigtige.

Medierne er endnu en prædikestol
Derfor er nye medier og nye medieteknologier altid blevet brugt til at fremme religionernes missionsindsatser. Bogtrykkerkunsten havde enorm betydning for udbredelsen af religiøse bøger og pamfletter til almindelige mennesker. Og det tyvende århundredes fremvækst af massemedier har fostret adskillige radio- og tv-prædikanter, der så medierne som en mulighed for at få deres budskaber længere ud, end det var muligt fra en almindelig prædikestol.

Det er i virkeligheden mere overaskende, når en religiøs gruppe ikke tager nye medier i brug. Og det er interessant at spørge, hvorfor det indimellem er tilfældet. Der kan være minimum tre forklaringer på en sådan tilbageholdenhed: konservatisme, særlige karakteristika ved de nye medier og mangel på evner, tid og overskud.

Amish er undtagelsen
Den første årsag, konservatisme, er på spil i sin reneste form, når Amish-folket nægter at eje teknologi, der er opfundet efter det 17. århundrede og dermed som trossamfund også undgår en aktiv tilstedeværelse på internettet. Det forhindrer dog ikke, at traditionelle Amish-produkter går som varmt brød i webshops, der meget bevidst gør brug af Amish-brandet.

Den anden årsag, usikkerheden omkring de nye mediers særlige karakteristika, har som regel at gøre med de sociale og potentielt autoritetstruende aspekter. Et kirkeblad kan styres og redigeres stramt, men det er sværere at opretholde en klar, rød tråd på blogs og Facebook-sider, hvor også lægfolk og kritikere kan tage ordet. Vatikanet har prøvet at tackle udfordringen ved at lukke ned for kommentarer og bedømmelser af videoer på sin YouTube-kanal, men man kan diskutere, om det er en særlig elegant løsning.

Sognekirken skal omstille sig
Endelig er der problemstillingen omkring evner, tid og ressourcer. Mange danske sognekirker oplever netop dette udfordrende. Grundlæggende har de fleste præster hverken et problem med at acceptere nye kommunikationskanaler eller med at indgå i dialog med menigheden.

Men i mange kirker er kommunikationsbehovene ikke tænkt godt nok ind i hverdagens rutiner, og det kan derfor være svært at finde tid til at tweete, dele opslag på Facebook og opdatere en blog. Endvidere er kommunikation fraværende i præsternes uddannelsesforløb, hvilket gør dem dårligt rustede til at udnytte de nye mediers muligheder.

Det er ikke nok at være online
For de fleste religioners vedkommende er det naturligt at bruge de nyeste medier til at sprede deres budskaber. Når de religiøse grupper og kirkerne indimellem ikke er online, er forklaringen som regel generel konservatisme, modstand mod de nye mediers særlige karakteristika eller mangel på evner, tid og overskud.

Analysen bør imidlertid ikke stoppe her. For én ting er at være – eller ikke at være – online. Noget andet er, hvordan man er online, og hvad der kommer ud af ens onlinetilstedeværelse. Får man flere tilhængere? Møder der flere op i kirken eller moskéen? Opnår man et bedre omdømme i offentligheden? Det er i virkeligheden disse spørgsmål, der er interessante, når det handler om religionernes brug af nye medier.

Se også indlægget på kristendom.dk