Er Facebook og lignende sociale netværkssider et nyt offentligt rum, et udgangspunkt for politisk engagement og aktivisme, et demokratisk og ahierarkisk forum for meningsudveksling, et identitetsværksted og en platform for givende social interaktion?
Eller er disse sider snarere et skruppelløst forsøg på at skrabe personlige informationer sammen, som lagres og sælges til kommercielle firmaer, og som i værste fald kan falde i de forkerte hænder, så private oplysninger pludselig bliver offentliggjort i sammenhænge, man aldrig havde forestillet sig?
På konferencen Cyberspace 2011 var blandt andet de sociale medier på dagsordenen. I den tjekkiske by Brno mødtes i sidste uge en række forskere fra forskellige discipliner – jura, psykologi, sociologi, filosofi og religionsvidenskab – og diskuterede internettets udfordringer anno 2011.
Navnlig juristerne var bekymrede. Flere fandt det dybt problematisk, at Facebook bruger, videresælger og lagrer personlige informationer, og at det eksempelvis tilsyneladende ikke er muligt at slette sine informationer permanent. De fremstillede endvidere Facebook som et firma, man ikke kan gå i dialog med, og da det samtidig er vanskeligt at regulere dette område juridisk, opfordrede flere til, at man helt holder sig fra sitet.
Også en østrigsk filosofiprofessor, Herbert Hrachovec, var skeptisk. Han påpegede eksempelvis det ironiske i, at Occupy Wall street-bevægelsen (og særligt nævnte han den bevægelse, der foldede sig ud omkring universitetet i Wien) på den ene side har et klart anti-kapitalistisk budskab og på den anden side flittigt gør brug af kommercielle amerikanske websites som Facebook.
Under en middag talte jeg med en tysk psykolog, der leder et rådgivningsteam på internettet. Han kunne fortælle mig, hvordan de helt gik uden om Facebook, da man ikke mente, at det var etisk forsvarligt at tilbyde terapi, hvis man ikke kunne garantere, at samtalerne ikke blev gemt og brugt til kommercielle formål.
Der blev med andre ord tændt mange advarselslamper i Tjekkiets novembermørke. Omvendt var der meget få bud på, hvordan vi praktisk skal forholde os til en virkelighed, hvor sociale medier er kommet til at spille en væsentlig rolle, om vi kan lide det eller ej. Lukker man Facebook ned, lukker man jo samtidig også ned for et unikt semi-offentligt rum, hvor politik, kultur og religion bliver spredt og diskuteret, og hvor sociale relationer bliver holdt ved lige.
For mig at se er der en række veje frem:
For det første må jurister og politikere i fællesskab arbejde videre på at skabe så stor tryghed som muligt omkring brugen af de sociale netværkssider og internettet generelt.
For det andet er der behov for at skoler, kirker, organisationer og foreninger forholder sig bevidst til, hvordan disse medier kan bruges fornuftigt, og hvilke begrænsinger de har. I folkekirkeligt regi kunne man eksempelvis forestille sig, at der blev udarbejdet guidelines for præstens brug af Facebook, hvor blandt andet forholdet til konfirmander som Facebook-venner og principper for online sjælesorg kunne behandles.
For det tredje er det vigtigt på det personlige plan at være bevidst om, hvad man selv ønsker at lægge ud på Facebook. Hvilke informationer og synspunkter er man tryg ved at andre får kendskab til – og hvad bør man holde for sig selv? Under dette hører også forældrenes ansvar for at tale med deres børn om, hvor man sætter sunde grænser.
Vi ved ikke, om Facebook er der om fem år, men vi ved, at dens afløser formentlig også vil tjene penge på os. Derfor er det også vigtigt med en kritisk og reflekteret tilgang til de nye medier, samtidig med at det ikke skal forhindre os i at gøre aktivt brug af dem til de mange formål, som de er velegnede.
ARKIV for bloggen: Religion og medier 