Bibelen på iPhone – småt men godt

Anmeldelse:

Der sker en masse på den kirkelige digitale front i denne uge. I dag lancerer folkekirken.dk i samarbejde med Danmarks Radio en ny andagtsapplikation og hjemmeside med navnet ”Dagens ord” (anmeldelse følger). Og på søndag præsenterer Bibelselskabet – langt om længe – den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 som applikation til iPhone og iPad.
 
Jeg har fået mulighed for at smugkigge på Bibelselskabets produkt, der kommer i handelen for 199 kr. via applikationen Bible Pomegranate. At man først skal købe og installere Bible Pomegranate (12 kr.) kan virke som en omvej, men det går let og smertefrit, og som bonus får man King James Bibelen fra 1611 gratis med i købet og mulighed for at købe flere bibeloversættelser til den samme applikation.

Selve Bibelen har et lækkert og meget enkelt design. I nederste venstre hjørne er der et lille hjul – et såkaldt thumbWheel – som man kan bruge til at springe rundt mellem Bibelens bøger med. Et andet hjul leder hen til søgefunktionen, hjælp, tekstindstillinger og butik. Og et sidste hjul giver læseren mulighed for at skifte mellem de forskellige bibeloversættelser, som man måtte være i besiddelse af.

Holder man fingeren nede på et vers, kan man kalde et kommentarfelt til egne noter frem. Det er en vigtig detalje, at man ikke bare kan læse i Bibelen, men også interagere med teksten og dermed få en mere personlig læseoplevelse.

Trykker man en enkelt gang på en bibeltekst, kommer der en smal kolonne frem i højre side med oplysninger om, til hvilke vers man selv har skrevet kommentarer, og til hvilke vers der er krydshenvisninger til andre steder i Bibelen.

Det hele er meget enkelt, lækkert og stilfuldt – men også meget småt, når man som mig bruger en iPhone og ikke en iPad. Det kan være svært at ramme de små kapitler, tal og bøger rigtigt i hjulene. Især kan det være vanskeligt at komme tilbage til teksten efter at have været ude i krydshenvisningerne.

I kommentarfeltet er der deciderede fejl at spore. Klikker man på en af sine kommentarer, kan man enten vælge at redigere den eller at ”gå til kilde.” Trykker man på den sidste mulighed, lukker applikationen ned. Og går man ind for at redigere en reference, er man nødt til at vende telefonen på langs for at få mulighed for at rette i kommentaren og selv ikke på den led, er alle knapperne synlige. Det er eksempelvis kun muligt at se det halve af den knap, der får en tilbage til teksten.

Det overordnede billede er dog positivt. Med Bibelselskabets applikation har Bibelen erobret endnu et medie og vil blive til gavn og glæde for mobile danskere, der i stadig stigende grad lægger bøgerne af papir fra sig for i stedet gå om bord i de mange nye digitale produkter. Ikke mindst for unge mennesker, herunder kommende konfirmander, vil bibel-appen være en vigtig nyskabelse.

Bibelen som app
Udkommer 27. november
199 kr. via Appstore (+ 12 kr. for Bible Pomegranate)

Det Nye Testamente bliver socialt

Nu lancerer Bibelselskabet, Kristeligt Dagblad og Areopagos i fællesskab tjenesten 1 vers om dagen på Facebook og Twitter.

Her kan man hver dag modtage et vers fra Den nye aftale – Det Nye Testamente på nudansk, som netop i disse dage lanceres i en ny udgave.

Håbet er, at Bibelen på den måde kan blive tilgængelig for flere, og at tjenesten desuden kan fungere som et supplement for dem, der i forvejen er glade for at læse i den på papir.

I min ph.d.-afhandling fremgår det, at 28 procent af danskerne – og 42 procent af unge under 30 år – ville finde det interessant at kunne søge i Bibelen på internettet.

Selvom de fleste i dag ville lede efter svar på spørgsmål om kristendommens indhold på internettet, er det dog mere end hver fjerde, der ville kigge efter svar i Bibelen.

Med den nye tjeneste 1 vers om dagen kombineres altså på fornemste vis interessen for internettet som ressourcested med den fortsat store opmærksomhed omkring Bibelen som en vigtig bog.

Læs pressemeddelelsen fra Bibelselskabet her.

Bibelen er nummer et på internettet

For andet år i træk er det Bibelen i form af Biblegateway.com, der topper listen over verdens 50 mest besøgte religiøse websites efterfulgt af mormonernes officielle hjemmeside, islamway.com og et tarot-website.

Siden 2008 har jeg ved hjælp af måleværktøjet Alexa.com fulgt udviklingen blandt de religiøse websites på internettet, og årets resultat kalder på to overordnede konklusioner:

For det første er det bemærkelsesværdigt, at Bibelen med sine mange år på bagen stadig formår at sætte sig igennem som den mest populære religiøse ressource i en ny digitaliseret tidsalder. Udover Biblegateway.com rummer top 50-listen en række andre online-bibeler og bibelstudieværktøjer. Et eksempel er siden Bible.cc, der siden 2008 er gået fra en 32. plads til en 8. plads.

New Age vinder frem
For det andet viser listen også med al tydelighed, at den kristne tilværelsesfortolkning er under pres på internettet. Selvom kristendommen knebent har flest sider repræsenteret på listen, er det de New Age-inspirerede websites, der tydeligst er i vækst. Ud af de 50 mest populære religiøse websites handler nu cirka hver tredje om astrologi, tarot, numerologi eller en eller anden form for alternativ praksis. Udover Tarot.com finder vi siderne Astro.com, Astrology.com og Horoscope.com i top 10.

Til gengæld er der ikke megen konkurrence fra andre religioner. Islam har beskedne seks sider på top 50-listen, hvilket er et fald i forhold til sidste år, hvor der var ti sider repræsenteret, og jødedom og hinduisme har begge kun ét site på listen: Chabad.org (nr. 23) og Indiadivine.org (nr. 40). Billedet ville dog givetvis se anderledes ud, hvis man så isoleret på de verdensdele, der er præget af disse religioner frem for på den globale fordeling, som det er gjort i denne undersøgelse.

Man kan også gøre andre interessante iagttagelser på baggrund af undersøgelsen:

Der er få officielle hjemmesider for trossamfund på listen. Udover hjemmesiderne for Vatikanet, mormonerne og Jehovas Vidner er listen præget af websites udarbejdet af organisationer, medieselskaber eller kommercielle firmaer.

Religionsdialogen står svagt
Der er ligeledes kun ganske få sider, der mere generelt beskæftiger sig med religion. Det bedst placerede brede religionssite er fortsat Beliefnet.com, der dog er rykket nogle pladser ned på listen til en 10. plads. Religionsdialog er dermed heller ikke et hot emne, selvom mange i internettets tidlige dage netop så internettet som en oplagt mulighed for at skabe samtale på tværs af religiøse skel.

Kun to sider beskæftiger sig med religionskritik: Bloggen Pharyngula og en tysk Scientology-kritisk hjemmeside. Det vidner om, at den aggressive religionskritik, der ofte får stor eksponering i medierne, tilsyneladende ikke endnu har fået tag i befolkningen. Ligeledes afspejler det en situation, hvor frygten for farlige sekter ikke er så udbredt, som den var for få årtier siden.

Internettet udfordrer kirken 
I Danmark er det fortsat kristendommen, der blandt andet i kraft af folkekirkens særstatus har den største religiøse magt i samfundet. Men blandt andet denne undersøgelse viser, at den rolle ikke længere kan tages for givet. Både på og uden for internettet er folkekirken udfordret af et væld af alternative religiøse budskaber, og folkekirken er tvunget til at overveje, hvordan den kan forblive relevant i en ny tid.

Undersøgelsen antyder to svar: For det første giver det mening fortsat at satse på Bibelen som et centralt brand, der både kan forbinde kirken med en ældgammel tradition, og som også kan tilbyde vedkommende svar til det moderne menneske. For det andet kan kirken med fordel også skele til den generelle religiøse udvikling og spørge, om man kan gøre noget anderledes. Folks religiøsitet er blevet mere individualiseret, og New Age-teknikkerne tilbyder konkrete svar på konkrete problemer. Kan kirken blive bedre til på samme måde at imødekomme folks behov og problemstillinger og dermed undgå at ende i en abstrakt og uvedkommende religiøs forkyndelse?

Læs mere
Se den aktuelle oversigt over de 50 mest populære religiøse websites
Tjek Morten Thomsen Højsgaards aktuelle kronik: Kristendommens helligskrift slår nye rekorder

Sådan gjorde jeg:
Analysen er baseret på en søgning 6. januar 2011 på Alexa.com i kategorien ”Religion and Spirituality” og tager udgangspunkt i flere millioner brugeres aktivitet på de pågældende hjemmesider i en tremåneders periode. Opgørelsen tager både højde for antallet af brugere på siden og antallet af visninger af de enkelte sider. Læs mere om målemetoden på Alexa.com.

Bibelen er ikke i krise online

Kun hver 12. dansker læser jævnligt i Bibelen, kunne man forleden se i Kristeligt Dagblad. At færre har et forhold til Bibelen som bog, behøver imidlertid ikke indebære, at den som sådan er ved at miste betydning. Særligt på internettet ser det ud til, at bibellæsningen er ved at genopstå.

En undersøgelse, som jeg har foretaget, viser, at muligheden for at søge i Bibelen er noget af det, som rigtig mange danskere ville finde interessant på en folkekirkehjemmeside. Blandt de yngste (18-29 år) er det ikke mindre end 42 %, der finder muligheden interessant, og kun oplysninger om dåb, konfirmation, bryllup og begravelse har større interesse (52 %).

Også på et globalt plan ser det ud til, at Bibelen har det godt på internettet. På en liste over de 50 største religiøse hjemmesider er der flere bibelsøgemaskiner at finde. Listens førsteplads er det amerikanske site biblegateway.com, hvor man kan søge i forskellige udgaver på en række sprog. Længere nede af listen finder man bible.cc (nr. 15), blueletterbible.org (nr. 31) og sacred-texts.com (nr. 35), der også alle rummer forskellige muligheder for at læse og søge i Bibelen.

Dertil kommer websites som christianbook.com (nr. 11) og logos.com (nr. 47), hvor man kan købe bibeler, studiemateriale og bibel-software.

Meget tyder på, at Bibelen er en bog, som har en fremtid. Måske ikke i den form, som vi kender den – men så i andre og nye former. Søgemaskinerne på internettet er et skridt i den udvikling. Nu venter vi på næste skridt, hvor det at læse Bibelen online bliver en mere sansemættet og engagerende oplevelse, hvor ordene krydres med billeder, video og lyd, og hvor brugeren kan være i dialog med hinanden om det, der læses.

LÆS OGSÅ: KRISTENDOMMEN ER PRESSET PÅ INTERNETTET

DOWNLOAD: OVERSIGT OVER VERDENS 50 MEST POPULÆRE RELIGIØSE HJEMMESIDER

Sådan kan Bibelen formidles på internettet

Det kan undre, hvorfor man på dansk ikke er kommet længere med at udnytte internettet til at skabe kendskab til Bibelen, som vel må siges at være en af kristendommens absolut vigtigste ressourcer. I en tid hvor folk sjældent læser i Bibelen som bog, kan internettet meget vel komme til at blive den vigtigste kilde til folks bibelkendskab. Her er derfor mine bud på, hvad man bør overveje i denne formidling.

Bibelen skal møde folk personligt
Ligesom New Age websites har succes med at tilbyde de besøgende personlige horoskoper, skal folk også opleve, at Bibelen rammer ned i deres personlige liv. Det Danske Bibelselskab hjælper folk til at finde bibelvers, der kan opleves relevante i bestemte situationer. Dette kunne blive endnu mere personligt og nærværende, hvis man eksempelvis tilbød online support i form af chat eller e-mail, hvor brugeren kunne få kvalificeret hjælp til at finde opmuntrende bibelpassager. Eller ved at lade folk selv udfylde en formular og derigennem indkredse livssituationer og behov.

Bibelen skal engagere læseren
Internettet giver mulighed for at inddrage brugerne på helt nye måder. Man behøver ikke længere bare være en læser. Det muliggør også en præsentation af Bibelen, hvor folks kommentarer, spørgsmål og undren også kan komme til orde. Det kan fx gøres ved at formidle Bibelen i en blog eller i et debatforum. På dansk er den ikke-troende Politiken-journalist Marcus Rubins blog eneste eksempel på denne form, som jeg kender til. Dette burde imidlertid også for kirken være en oplagt formidlingsform. En aktion på de tyske kirkedage i maj, der skal omskrive hele Bibelen til Twitter-format, er et andet eksempel på en spændende brugerinddragende bibelformidling.

Bibelen skal være indbydende
De klassiske bibelsøgemaskiner giver stor frihed til at gennemsøge Bibelen ved hjælp af egne søgeord. Omvendt giver de ikke megen hjælp til at gennemskue søgeresultaterne eller til at forstå ordene, og de er ofte også mere funktionelle, end de er indbydende. Der kan oplagt arbejdes på (og investeres i) mere pædagogiske og formidlende online bibelversioner, hvor læseren i højere grad guides gennem søgningen, og hvor teksten suppleres med ekstra-materiale i form af tekst, billeder, video, lyd m.m.

Bibelen skal være transportabel 
Det er ikke tilstrækkeligt at tilbyde en tekstversion af Bibelen i dag. Man skal også kunne downloade Bibelen i lydformat til mp3-afspilleren eller kunne modtage den i sms-format eller via e-mail. JesusNet er et af de steder, hvor man kan modtage et dagligt bibelord på forskellige måder. Lydsiden kniber det mere med på de danske websites. Her er Bibelselskabets relativt dyre cd-boks fortsat det eneste tilbud, som jeg kender til. Hvorfor kan man ikke lettere og billigere downloade enkelte passager direkte fra Bibelselskabets hjemmeside til sin mp3-afspiller?

Bibelen skal netværke
Ønsker man at øge kendskabet til Bibelen i befolkningen, skal den introduceres i de sammenhænge, hvor folk er. På Facebook er der allerede en del forskellige muligheder for at modtage daglige bibelvers på sin profil. Men kun på engelsk. Hvorfor er der endnu ingen dansk bibelvers-applikation? Ligeledes kan Youtube også tænkes som et oplagt sted at formidle Bibelen, fx akkompagneret af billeder og musik eller læst op.

Nye tider stiller nye krav til formidlingen af Bibelen. Jeg har givet mine bud på, hvor jeg ser spændende muligheder i internettet. Skriv gerne en kommentar på min blog, hvis du er enig eller uenig i mine pointer. Har du gode eksempler på spændende online bibelformidling, modtager jeg også meget gerne dine links!