Hvad er der sket i kirkens digitale udvikling indtil nu – og hvor er vi på vej hen? Det var spørgsmål, der optog deltagerne ved Økumenisk Efterårskursus, der blev afholdt i denne weekend.
Var du ikke med, er du velkommen til her at downloade det foredrag, som jeg holdt om kirkens digitale fremtid.
Vores mobiltelefon er for længst blevet “smart,” og alle vores andre tekniske apparater, lige fra fjernsynet til køleskabet, er godt i gang med at blive det. Internettet og computerkræfter kryber ind over alt i vores hverdag og er også ved at være godt integreret i skoler, museer og andre af vores samfundsinstitutioner.
Næste mål bliver måske kirken. I dag er kirken ikke rigtig “smart” forstået sådan, at kirkens digitale kommunikation har at gøre med hjemmesider, nyhedsbreve og til nøds Facebook, men den er ikke integreret i søndagsgudstjenesten eller kirkens daglige liv. Der eksperimenteres nogle steder med at inddrage smartphones, YouTube-videoer og andre medieelementer i kirken, men typisk er det kun ved særlige gudstjenester og ungdomsarrangementer eller i konfirmandundervisningen i et eller andet omfang.
Læs hele artiklen på kristendom.dk
Folkekirken er kriseramt, skal man tro mediebilledet de seneste måneder. Historierne har primært handlet om kirkelukning og strid om homoseksuelle vielser, og selv i påskedagene var det kun få positive historier fra det folkekirkelige univers, der nåede medierne. En af dem var historien om den nordjyske sognepræst, Christian Grund Sørensen, der via Twitter formidlede påsken til 325 personer.
Der er heldigvis også mange andre gode nyheder fra folkekirken, krisestemningen til trods. I en rundspørge, som KirkeWeb har lavet blandt 40 kirker, oplever 38 procent, at de takket være deres web-kommunikation kommer i kontakt med flere i sognet. Og flere ser også en direkte sammenhæng mellem kommunikationen online og antallet af besøgende i kirken.
Samtidig har vi gennemgået besøgstal fra 13 kirkehjemmesider og set en vækst på 26 procent fra februar 2011 til februar 2012. I gennemsnit er der kommet 161 flere månedlige besøgende på hver kirkehjemmeside på et år. Igen er det et tegn på, at det fortsat er muligt at skabe interesse for folkekirken, og at nye kommunikationskanaler kan være en af vejene.
Det er naturligvis naivt at tro, at en hjemmeside eller en Facebook-side alene kan vende en kirkes skæbne. Skal kommunikationen virke, må der selvfølgelig være et indhold, der er værd at formidle. Men er den del i orden, kan værdien af målrettet kommunikation næppe undervurderes. Kirken er ikke længere det naturlige samlingspunkt i sognet, og få kommer af sig selv for at finde ud af, hvad der sker i kirken. Vil kirken have fyldt kirkebænke og stole til gudstjenester og arrangementer, må den i stigende grad styrke kommunikationsindsatsen.
I nogle sogne vil kirkebladet fortsat være det rette medie, mens der i andre sogne skal andre midler til. En landpræst fortalte mig for nylig, at de takket være en vedholdende insisteren på at have en velredigeret og opdateret hjemmeside, nu havde vænnet sognets beboere til at gå ind på hjemmesiden og læse nyheder fra kirken. Andre har gode erfaringer med at bruge nyhedsbreve, SMS-udsendelser og Facebook, der mere direkte når folk end en hjemmeside.
Situationerne er forskellige, men fælles for alle sogne er, at man for det første er nødt til at kende sit sogns sammensætning og medievaner for at kunne kommunikere klart og målrettet. For det andet er man nødt til at afsætte de nødvendige ressourcer for at komme i mål med sin kommunikation. Og endelig for det tredje skal man have en vis portion tålmodighed og udholdenhed for at indkøre nye kommunikationskanaler i et sogn.
Internettet og de nye medier kan aldrig redde folkekirken, men de kan være med til at synliggøre de gode historier fra kirkens dagligdag og engagere flere mennesker i gudstjenester og aktiviteter. Og på den måde er de en klar nødvendighed for en folkekirke, der ønsker at gøre sig gældende i en tid, hvor kirke og kristendom ikke er en selvfølgelig del af folks hverdag.
Læs også:
Flot besøgsvækst på kirkesider
Fyraftensmøder i København og Aarhus om kirken på nettet
I 2004 kom Facebook til verden. Otte år senere er Kirkeministeriet klar med en fire siders vejledning til de danske præster i, hvordan de skal begå sig på det populære sociale netværkssite. Den lange reaktionstid understreger folkekirkens problemer med at følge med i den digitale udvikling.
Vejledningen rummer nogle råd og anbefalinger, der kan være brugbare for præster, der er helt grønne på Facebook. Ofte bliver vi i mediernes Facebook-historier mindet om, at man skal være varsom med, hvad man skriver på Facebook. Derfor er det fint, at Kirkeministeriets vejledning fortæller, at man ikke skal skrive noget på Facebook, der ikke tåler at blive offentliggjort, og at man skal tænke sig om en ekstra gang, før man trykker “send”.
Basal information
Gennemgående er det dog meget basal information, som vejledningen tilbyder, og de fleste, der har egen Facebook-profil eller en teenager i huset, vil være bekendt med rådene. Til tider bliver vejledningen kryptisk, når det for eksempel skrives, at man som præst skal “afstå fra at komme med ytringer, der kan tolkes som freds- eller æreskrænkende eller som et brud på din tavshedspligt. Ligesom du også skal afstå fra udtalelser, der kompromitterer folkekirken”.
Hvad der præcist menes med den sidste sætning står hen i det uvisse, men sproget og tonen vidner om en institution, der ikke er alt for hjemmevant på de sociale medier. Det er fint, at Kirkeministeriet kommer på banen med nogle vejledninger – men det kan gøres bedre.
Nuancer mangler
Når det eksempelvis står, at dine opdateringer kan læses af alle, er det jo ikke helt rigtigt. Det er oplagt at gøre præsterne opmærksomme på, at de kan oprette forskellige modtagergrupper, så de eksempelvis kan kommunikere med konfirmander, uden at andre skal læse med.
Samtidig kræver spørgsmålet om tavshedspligt også langt større opmærksomhed. Selvom man kan chatte med en konfirmand, uden at andre følger med i samtalen, må man alligevel overveje, hvor dybt den sjælesørgeriske samtale bør gå på Facebook, når det er et kendt faktum, at alt, hvad man skriver, bliver gemt og til en vis grad brugt af Facebook. Dette etiske aspekt kommer Kirkeministeriets vejledning ikke ind på.
Der er heller ikke meget hjælp at hente i vejledningen til at forstå forskellene mellem ens personlige profil, grupper og sider på Facebook. Hvor det især er den personlige profil, der med fordel kan benyttes til direkte samtale og udveksling af tanker, viser erfaringen, at grupperne og siderne i højere grad bliver brugt til at signalere en identitet og markere et tilhørsforhold. Begge funktioner er vigtige og kan fint supplere hinanden, men det er nødvendigt at have forskellene for øje, hvis man vil lægge en fornuftig strategi for sin egen og sin kirkes brug af Facebook.
Vejledningen kan ikke stå alene
Det er ikke til at vide, hvor længe Facebook kan opretholde sin status som danskernes absolut mest foretrukne sociale website, men indtil videre er det svært at få øje på dets afløser. Derfor er det også fortsat en god ide for præster og kirker at blive klogere på, hvad man kan bruge Facebook til, og hvad man skal overveje, inden man kaster sig over sitet.
Kirkeministeriets vejledning kan måske sætte nogle tanker i gang, men derudover kan det være en god ide at investere nogle kursuskroner i at komme på omgangshøjde med mulighederne på Facebook. KirkeWeb tilbyder i løbet af foråret fire Facebook-kurser i henholdsvis Aarhus og København, som man kan tilmelde sig via KirkeWeb’s hjemmeside. Endelig er det oplagt i det enkelte menighedsråd at tage en snak om, hvad man vil opnå på Facebook, og hvilke ressourcer der skal afsættes for at nå i mål.
Læs også: Ministerium fraråder præster at sætte kirken i dårligt lys (Kristeligt Dagblad, 14.01.2012)
ARKIV for bloggen: Religion og medier 