Kirken på nettet 2012 – 5 vigtige initiativer

Hvad vil vi huske 2012 for? Her kommer mine bud, når det handler om danske kirkelige initiativer på internettet.

Kirkekalenderen som app
Kirkeministeriet lancerede i efteråret med lidt forsinkelse applikationen “Kirkekalenderen”. Den giver smartphone-brugere mulighed for let og hurtigt at orientere sig om gudstjenester og aktiviteter i de fleste af landets sognekirker. Et godt redskab og et tiltrængt supplement til informationshjemmesiden Sogn.dk.

Folkekirken.dk med viral succes
Det er sjældent, at “viral succes” og folkekirken står i samme sætning, men med folkekirken.dk’s julevideo skete det faktisk. I skrivende stund har 287.083 set filmen “Jul på Facebook”. Viral succes kan aldrig blive et mål i sig selv for den folkekirkelige kommunikation, men det er godt at se, at det indimellem kan lade sig gøre at nå ud over det snævre kirkesegment.

Digital satsning på menighedsrådsvalget
Landsforeningen af Menighedsråd tog med opbakning fra kirkeminister Manu Sareen inititativ til en digital kampagne op til årets menighedsrådsvalg. 7000 danskere tog del i afstemningen omkring en række spørgsmål på sitet Fremtidenskirke.dk, og cirka 1.500 personer tog del i debatten på Facebook.com/FremtidensKirke. Kampagnen skal roses for sit dialogiske sigte.

Påskeevent på Twitter
Sognepræst Christian Grund Sørensen introducerede nye muligheder med Twitter i en dansk kirkelig sammenhæng, da han i påsken gennemførte et påskeevent på Twitter. Han lagde stemmer til Maria, Johannes og Peter, der (med 2000 års forskydning) live-tweetede fra påskens begivenheder. Et godt initiativ der blev fulgt af 2-300 danskere og skabte en del medieomtale.

Kirker satser på Facebook
Flere kirker begyndte i 2012 at satse målrettet på brugen af Facebook. Kirkerne på Holmsland Klit åbnede deres Facebook-side juleaften 2011 og er nu en af de mest populære Facebook-sider med 589 fans. Trinitatis Natkirke er fortsat den mest populære side med 728 fans. Kokkedal Kirke bør også nævnes som en kirke, der i årets løb har vist, hvad kirker kan bruge Facebook til.

Der er sket meget andet på den kirkelige, digitale front i 2012. Hvis jeg har glemt noget væsentligt, eller hvis du er uenig i min udvælgelse, er du velkommen til at supplere og kommentere herunder.

Gode nyheder fra folkekirken!

Folkekirken er kriseramt, skal man tro mediebilledet de seneste måneder. Historierne har primært handlet om kirkelukning og strid om homoseksuelle vielser, og selv i påskedagene var det kun få positive historier fra det folkekirkelige univers, der nåede medierne. En af dem var historien om den nordjyske sognepræst, Christian Grund Sørensen, der via Twitter formidlede påsken til 325 personer.

Der er heldigvis også mange andre gode nyheder fra folkekirken, krisestemningen til trods. I en rundspørge, som KirkeWeb har lavet blandt 40 kirker, oplever 38 procent, at de takket være deres web-kommunikation kommer i kontakt med flere i sognet. Og flere ser også en direkte sammenhæng mellem kommunikationen online og antallet af besøgende i kirken.

Samtidig har vi gennemgået besøgstal fra 13 kirkehjemmesider og set en vækst på 26 procent fra februar 2011 til februar 2012. I gennemsnit er der kommet 161 flere månedlige besøgende på hver kirkehjemmeside på et år. Igen er det et tegn på, at det fortsat er muligt at skabe interesse for folkekirken, og at nye kommunikationskanaler kan være en af vejene.

Det er naturligvis naivt at tro, at en hjemmeside eller en Facebook-side alene kan vende en kirkes skæbne. Skal kommunikationen virke, må der selvfølgelig være et indhold, der er værd at formidle. Men er den del i orden, kan værdien af målrettet kommunikation næppe undervurderes. Kirken er ikke længere det naturlige samlingspunkt i sognet, og få kommer af sig selv for at finde ud af, hvad der sker i kirken. Vil kirken have fyldt kirkebænke og stole til gudstjenester og arrangementer, må den i stigende grad styrke kommunikationsindsatsen.

I nogle sogne vil kirkebladet fortsat være det rette medie, mens der i andre sogne skal andre midler til. En landpræst fortalte mig for nylig, at de takket være en vedholdende insisteren på at have en velredigeret og opdateret hjemmeside, nu havde vænnet sognets beboere til at gå ind på hjemmesiden og læse nyheder fra kirken. Andre har gode erfaringer med at bruge nyhedsbreve, SMS-udsendelser og Facebook, der mere direkte når folk end en hjemmeside.

Situationerne er forskellige, men fælles for alle sogne er, at man for det første er nødt til at kende sit sogns sammensætning og medievaner for at kunne kommunikere klart og målrettet. For det andet er man nødt til at afsætte de nødvendige ressourcer for at komme i mål med sin kommunikation. Og endelig for det tredje skal man have en vis portion tålmodighed og udholdenhed for at indkøre nye kommunikationskanaler i et sogn.

Internettet og de nye medier kan aldrig redde folkekirken, men de kan være med til at synliggøre de gode historier fra kirkens dagligdag og engagere flere mennesker i gudstjenester og aktiviteter. Og på den måde er de en klar nødvendighed for en folkekirke, der ønsker at gøre sig gældende i en tid, hvor kirke og kristendom ikke er en selvfølgelig del af folks hverdag.

Læs også:

Flot besøgsvækst på kirkesider
Fyraftensmøder i København og Aarhus om kirken på nettet