Pope2you – del paven med dine venner

For et par dage siden skrev jeg, at paven får sin egen Facebook-profil. Jeg har siden da opdaget, at der i stedet er tale om en applikation på Facebook, som katolikker (og andre) kan knytte til deres egen profil.

Det er et led i den 43. World Communication Day i den katolske kirke, der finder sted den 24. maj, og som på internettet lanceres under sloganet Pope2you. Via Facebook-applikationen kan man sende postkort og budskaber af paven til sine venner. Dermed kan man være med til “at sprede venskab med paven og blive Kristi vidne i verden gennem internettet.”

Udover Facebook-applikationen har Vatikanet i anledning af World Communication Day lanceret en YouTube-kanal, Wikicath (en wiki-baseret læsning af pavens budskab til de unge, der i øvrigt tilsyneladende ser ud til at være utilgængelig i øjeblikket) og en iPhone videoservice.

Pope2you viser, at den katolske kirke tager internettet alvorligt, at den ser det som en vej ind i de unge katolikkers virkelighed, og at den anser det for en moderne missionskanal. Samtidig viser sitet, at kirken stadig er bange for dialog, hvilket på længere sigt kan gøre en internetindsats i forhold til især unge vanskelig.

Paven på Facebook: Kan paven være en ven?

Styrker eller undergraver internettet traditionelle religiøse autoriteter? Svaret er ikke entydigt, og pave Benedict gør i hvert fald sit for at bruge internettet proaktivt til at styrke sin position. DR nyhederne skriver, at paven snart er klar med en Facebook profil. Den vil blive åbnet i forbindelse med en relancering af Vatikanets hjemmeside den 24. maj.

Nyheden kommer ikke lang tid efter, at Vatikanet åbnede en kanal på You Tube, der udelukkende viser videoklip fra pavens taler holdt i hele verden. En kanal, der tilsyneladende ikke virker dragende på ret mange andre end dem, der i forvejen sympatiserer med paven og gerne vil følge ham endnu tættere. Bemærkelsesværdigt med You Tube-kanalen er det, at mulighederne for at bedømme og kommentere videoerne – som jo er en central del af den slags sites – helt er slået fra. En kontrolleret offensiv ville man vel kalde det i fodboldsprog.

Det er spændende, om den samme strategi vil blive anvendt på den nye Facebook-profil. I så fald vil man kunne blive ven med paven, men ikke have mulighed for at kommentere hans indlæg eller skrive på hans væg. Det vil umiddelbart sikre kontrol, men kan også få en negativ effekt i forhold til det unge publikum, som han håber at komme i kontakt med. Vil paven ikke netop komme til at fremstå som monologisk, autoritær og umoderne, hvis han i et socialt og demokratisk miljø som Facebook ikke tillader respons?

Pavens kommende virtuelle profil vil i øvrigt ikke blive den eneste side i Facebook, der er tilegnet ham. En del personer har allerede gjort arbejdet for ham og oprettet en personlig pave-profil – med ret forskellige dagsordner. Vatikanet kan formentlig få held til at få ryddet op i disse falske profiler, men sværere bliver det med de mange grupper og fan-sider, der forholder sig til paven på forskellig vis. 43.773 fans har den største fanside, der interessant nok også rummer kritiske diskussioner om eksempelvis pavens holdning til prævention. I gruppens diskussionsforum spørger en debattør: “Hvem har egentlig lavet denne gruppe?” og illustreret dermed, hvordan disse grupper ofte får deres eget liv, og at det kan være vanskeligt at gennemskue, hvem der står bag.

Pavens nye profil har formentlig til formål at give især de unge et mere retvisende billede af paven, der kan konkurrere med de mange forskelligartede meninger, der findes om paven på Facebook. Hvis paven holder fast i den monlogiske og kontrollerede brug af internettets sociale netværkssites kan resultatet modsat intentionen blive, at paven kommer til at virke endnu mere umoderne, end hvis han havde holdt sig på afstand. Omvendt kan en fuld omfavnelse af Facebook og You Tube betyde et nyt image til paven som en ven frem for en fjern autoritet, hvilket bl.a. Anders Fogh Rasmussen og Villy Søvndal brugte Facebook til i sidste valgkamp. Så langt vil Vatikanet næppe have interesse i at gå, men uanset strategien skal det blive spændende at følge pavens fortsatte balancegang i cyberspace, der udgør et glimrende studie i de udfordringer, som internettet stiller religiøse autoriteter overfor.

22-5-09: Se dette blog-indlæg med opdaterede oplysning om pavens Facebook-aktiviteter!

Internettets etiske udfordringer i år 2020

Pew Research Center har lanceret rapporten “The Future of the Internet III”, der som sine to forgængere forsøger at forudsige udviklingen på internettet ved hjælp af en række eksperter, der er blevet bedt om at skue frem mod år 2020.

Eksperterne er enige om, at internettet teknisk set vil blive mere udviklet, og at mobiltelefonen bliver fremtidens primære online-værktøj. Rapporten spår også, at virtual reality bliver en mere integreret del af hverdagslivet, og at grænsen mellem fritid og arbejdstid bliver endnu mere flydende.

Om udviklingen af internettet vil medføre mere social tolerance, er der ikke enighed om. Flest hælder dog til den holdning, at selvom internettet klart giver mulighed for en bedre indbyrdes forståelse, udvider det dog i endnu højere grad potentialet for snæversynethed, had og terrorisme. En af eksperterne, Dian Schaffhauser, der er redaktør på CampusTechnology.com, formulerer det på denne måde:

– Jeg ville ønske, jeg kunne se en stigende grad af tolerance på grund af internettet, men jeg tror, at det er lige omvendt. Individer er i stand til at finde fællesskaber, der støtter deres egne snævre synspunkter og ignorerer den større verden eller alt andet, der går i en anden retning, skriver hun.

Et andet etisk spørgsmål vedrører den personlige gennemsigtighed og tilgivelse. Vil vi komme til at kende endnu mere til hinandens privatliv, end vi allerede gør, og vil det medføre en mere tilgivende holdning i forhold til folks fejltrin, der blotlægges på YouTube og andre steder i sådanne mængder, at det bliver hverdagskost frem for skandalestof?

Igen er eksperterne uenige i svaret. De fleste mener, at udviklingen med mere intimitet og gennemsigtighed vil fortsætte. Nogle ser muligheder for, at gennemsigtigheden vil føre til mere personlig integritet og mere overbærenhed, mens andre er mere skeptiske. Grundlæggeren af Taughannock Networks, John Levine, skriver meget rammende:

– Jeg bor i en lille by, hvor alle kender alle. Det får mig ikke til at tro, at det at folk kender mere til hinanden, gør det lettere for dem at tilgive.

Rapportens pointer kan også bruges i forhold til at gøre sig tanker om religionens fremtid i cyberspace. Internettet kan bruges til en mere effektiv religionsdialog, hvor meninger, fortolkninger og forestillinger udveksles på kryds og tværs mellem nationer og religioner. Men indtil videre har vi i mindst lige så høj grad set internettet udnyttet til at mobilisere religiøst inspireret terrorisme, hackerkrige mellem religiøse grupper, mobningskampagner mod religiøse minoriteter etc. Fænomener der ikke vidner om øget social tolerance.

I stedet for at ærgre sig over utopiernes fald, bør man måske snarere – med eller uden et religiøst udgangspunkt – se internettet som en etisk udfordring. Hvordan øger vi tolerancen og bekæmper intolerancen? Hvordan beskytter vi individet og fremmer en tilgivende holdning i cyberspace? I internettets tidlige år troede man, at mediet i sig selv ville gøre forskellen. Nu må vi sande, at ansvaret for en bedre verden fortsat er menneskets.

Internettet som religiøs krigszone

Internettet er ikke bare en platform for fri udveksling af meninger, holdninger og informationer. Det er også i stigende grad en kampzone. Det gælder ikke mindst for de religiøse grupper, der på internettet kæmper om retten til at tegne det sande billede af deres religion eller bevægelse.

Scientology er et godt eksempel på den kamp. Religionsforskeren Massimo Introvigne vurderer, at organisationen er den religiøse gruppe, der er blevet udsat for flest angreb på internettet. Et af angrebene kommer fra netværket “Anonymous,” der i januar lancerede sig selv i en YouTube video. Her lover de at destruere Scientology og udslette organisationen fra internettet.

Et andet eksempel på religiøs webkrig er elektronisk jihad, som bl.a. mange danske hjemmesider smagte under Muhammed-krisen. Ifølge en rapport fra the Middle East Research Institute har Al-Azhar Universitet i Cairo for nyligt udsendt en fatwa, der tillader hacking mod hjemmesider, der angriber islam. Det er umiddelbart svært at finde andre kilder, der dokumenterer dette. Men fatwa eller ej er tekonlogisk terrorisme i hvert fald et koncept, der har vundet udbredelse.

En mere udbredt og fredelig form for religionskrig er den, der foregår i de mange debatfora på internettet, hvor religion og livssyn diskuteres med ord, men hvor bølgerne alligvel kan gå højt. Endelig kan kampen om topplaceringerne på Google og de andre store søgemaskiner også ses som en kamp om magt.

Magtkamp er der med andre ord masser af på internettet, også når det gælder religion. Det er en kamp for at blive set og for at blive forstået på den rigtige måde. Og det er en kamp, der bl.a. involverer penge, ord og teknologisk krigsførelse.

Derfor skal folkekirken være online

Internettilstedeværelse opfattes i dag som en selvfølgelighed. Vi kræver, at alt og alle skal kunne googles! Ofte forhindrer dette imidlertid en ordentlig refleksion over, hvorfor netop vi skal have en hjemmeside, og hvad vi egentlig ønsker at bruge den til. Det gælder også for folkekirkens internetsatsninger, hvor hvordan-spørgsmål til tider overskygger hvad-overvejelserne. Men hvad kan folkekirken da bruge internettet til? Dette er mine bud:

Kirken skal informere
Dette er det mest basale nivaeu og det, som folkekirken gør nogenlunde godt. På folkekirken.dk, km.dk og sogn.dk kan man læse stort set alt om folkekirken. Der er kirkestatistik, adresser på sognekirker og præster, links til kirkelige organisationer, nyheder om kirkelige initiativer, og på det helt grundlæggende plan er der også mulighed for at læse kirkens bekendelsesskrifter. Informationsflowet kører godt, og der er daglige opdateringer.

Kirken skal invitere
Men folkekirken kan oplagt gøre mere end blot at informere. Dogmer, institutioner og forpligtende fællesskaber har ikke den store appel i befolkningen, og antallet af kirkegængere er faldende. På internettet har kirken mulighed for at komme i kontakt med den passive medlemskare og fortælle dem om – og ikke mindst vise dem, hvad de går glip af ved ikke at besøge kirken. Det kan både ske på folkekirken.dk og andre af folkekirkens hjemmesider, men må i høj grad også ske uden for folkekirkens eget internetunivers. Et eksempel kunne være videoklip fra gudstjenester og kirkelige arrangementer lagt ud på You Tube.

Kirken skal inkludere
Et tredje vigtigt mål med at være på internettet er at inkludere eller aktivere de personer, kirken kommer i kontakt med. I stedet for blot at vise kirken frem og håbe på, at nogen vil besøge den, må man også bringe kirken i spil online. Mange vil aldrig sætte deres ben i kirken, men vil gerne prøve kirken af i et uforpligtende internetunivers. Mange muligheder ligger lige for og kræver ikke de store anstrengelser, fx samtaler med en præst og debat om kirkelige spørgsmål. Andre muligheder ville kræve flere ressourcer, fx at skabe et spændende og relevant “andagtsrum” online. Meget af dette kan realiseres på egne sider, men igen kan der være god mening i at tænke bredere. Facebook og lignende netværkssteder tilbyder eksempelvis gode muligheder for at aktivere brugere og skabe fællesskaber.

Folkekirken klarer sig godt i forhold til information, mens det går halvgodt med at invitere og rigtig skidt med at inkludere. Der arbejdes på sagen i forhold til folkekirken.dk, men det kunne være interessant med en større tænkning. Internettet er mere end folkekirken.dk og dens kommende redaktør. Det er også alle de hjemmesider, der ikke ejes af kirken, og alle de præster, der i det daglige i mere eller mindre grad bruger internettet på forskellig vis i deres arbejde.